Butikker vil tjene på Pokémon Go

Spillets popularitet får butikker til at forsøge at lave aftaler med firmaet bag.

Pokémon Go er populært - og det får nu danske butikker til at se på muligheden for at bruge spillet til at trække kunder i deres fysiske butikker. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Flere danske butikker ser nu muligheder for at komme med på Pokédillen. For når flere end 100 millioner mennesker har downloadet spillet, så er der masser af potentielle kunder derude for butikkerne.

- De er i den grad sultne, fortæller Morten Saxnæs, der er digital ekspert hos reklamebureauet & Co.

-De sidder og slikker sig om munden for at få adgang til det her og prøve et nyt medie af. Og når et medie kan levere trafik direkte til butikken, så er det mega attraktivt. Så de sidder og venter spændt på, hvornår de får lov til det, siger Morten Saxnæs.

En af de butikker, der venter spændt, er Netto.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det kunne være interessant at sætte et Pokéstop op her, fortæller Nettos marketingschef Martin Hasgard Olesen, og stiller sig midt i en af Nettos nyere butikker på Amager i København.

McDonald's og Pokémon Go samarbejder

I Japan er McDonald's allerede med på den, fortæller Morten Saxnæs:

- McDonald’s har lavet et samarbejde med Pokémon i Japan, hvor du har mulighed for at gå ind og samle Pokémons. Butikkerne er simpelthen lavet om til det, man kalder 'gyms'.

Et gym er en virtuel træningsarena, som spillerne klikker sig ind på, når de vil lade deres Pokémoner udkæmpe kampe.

- Det er meget simpelt setup og det giver rigtig god mening, siger Morten Saxnæs.

Han mener, at også når man kigger på økonomien, tyder det på, at McDonald's har fat i et rigtig godt samarbejde.

- Det, vi ved, er, at de to sidste år har økonomien set rigtig skidt ud for McDonald’s i Japan. De har leveret underskud de to sidste år. Og det, vi kan se nu, er, at bøtten er vendt, og at de nu begynder at tjene penge igen.

Betaler for kunder i butikken

Elektronikkæden Power er også blandt de butikker, der herhjemme ønsker at indgå et samarbejde med Pokémon Go. Administrerende direktør Jesper Boysen er endda villig til at betale mange penge for helt eksklusivt at få pokéstops i sin butik i Glostrup:

- Men vi forventer jo også, at prisen reflekterer den opmærksomhed, man får fra kunderne på det her. Og det, vi kan se lige nu, er, at der er en enorm interesse for de her Pokéstops, siger han.

Mens butikkerne kunne få glæde af at få flere kunder ind i deres fysiske butikker, så ville firmaet bag Pokémon Go, Niantic, også kunne tjene penge på sådan et samarbejde.

Det kunne for eksempel koste butikker som Power og Netto 1 krone, hver gang en Pokemon Go-spiller kommer ned i butikken, spår Morten Saxnæs:

- Det er generelt den måde, vi ser, økonomien fungerer på på nettet i dag; at man betaler for den trafik, der kommer til et website. Nu kan vi bare begynde at betale for det for folk, der kommer ind over dørtrinnet til din butik. Og det er revolutionerende; det er meget nyt. Så det her kan blive en rigtig god forretningsmodel for Pokémon i fremtiden.

Hør mere om økonomien i Pokémon Go i aften, når DR1 sender Magasinet PENGE, kl. 21.55

Facebook
Twitter