Byerne holder indflytterfest: 10.000 færre boliger står tomme

Når flere landboere bliver byboere, stiger boligprisen ofte i byerne, og det bliver lettere at sælge de mindre attraktive huse og lejligheder.

Fra 2010 til i dag er der kommet 8.718 færre tomme boliger i bykommunerne. Samtidig har mellemkommuner, der både rummer en stor by og landområder som for eksempel Horsens, Middelfart og Slagelse, 1.249 færre tomme boliger i dag end i 2010 (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

Har du set en flyttebil for nylig, kan alle pakkenellikerne godt tilhøre en landboer, der nu bliver byboer. Trafikken af flyttelæs fra land til by fortsætter støt, og det betyder, at færre huse og lejligheder i byerne står tomme.

Fra 2010 til i dag er der kommet 8.718 færre tomme boliger i bykommunerne. Samtidig har mellemkommuner, der både rummer en stor by og landområder som for eksempel Horsens, Middelfart og Slagelse, 1.249 færre tomme boliger i dag end i 2010. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som DR´s undersøgende databaseredaktion har analyseret.

Flyttebølgen mod byerne sker gradvist over hele landet, forklarer Thorkild Ærø, direktør i Statens Byggeforskningsinstitut under Aalborg Universitet.

- Urbaniseringen går ikke så vanvittigt hurtigt, som man nogle gange skulle tro. Folk flytter sjældent fra udkanten af Hjørring til København i et hug. Til gengæld flytter mange mod de større byer, hvor ældre kan få bedre service ved at bo i byen, forklarer han.

tomme boliger (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

Boliger med trafikstøj sælges

Mange gange står boliger tomme en overgang, når folk forsøger at sælge. Men i byerne brænder langt færre fingrene på at have købt uden først at have solgt. Det går nemlig langt hurtigere med at få solgt, og derfor står langt færre boliger tomme, fortæller Martin Enemærke, ejendomsmægler for Nybolig i Rødovre og Hvidovre.

I Rødovre står i år kun 460 boliger tomme, mens tallet var hele 801 i 2010.

- Folk fra udkantsdanmark rykker tættere mod byerne, og så er det klart, at boligerne i Rødovre og Hvidovre bliver mere attraktive. Tilgængeligheden til København er afgørende. Nogle af de områder, som tidligere var mindre attraktive at bo i, fordi de ligger op til trafikerede veje, bliver også lettere solgt, oplever Martin Enemærke.

Den lave rente betyder også, at flere har råd til at købe bolig i byerne, forklarer ejendomsmægleren. Den månedlige ydelse er lav i forhold til tidligere.

Boligkøberne er ikke længere bange

I Odense er der også mere rift om lejligheder og huse. Savner folk en lejer i centrum, hænger de ofte blot et A4 opslag op i opgangen, og så flytter en beboer hurtigt ind, oplyser Karsten Sommerlund, ejendomsmægler for EDC i Odense C.

I dag står 1.058 færre boliger tomme i Odense end i 2010, og det skyldes også, at ejendomsmarkedet er mere sundt.

- I 2010 turde folk ikke købe, fordi de ikke vidste i hvilken retning, det gik med boligpriserne. Priserne var for høje i forhold til, hvad folk ville betale. I dag har både køber og sælger en mere realistisk fornemmelse af prislejet, så det er lettere at møde hinanden, mener han.

Facebook
Twitter