Byger på vej - men de vil næppe afhjælpe den værste tørke i 10 år

Danmark skriger på vand, men der skal flere dages regn til, før det for alvor batter, lyder det fra DMI.

Der kan være god grund til at køle sig ned i varmen. I morgen får vi sporadisk regn, men det er svært at sige, hvor det falder, siger DMI. (Foto: MOGENS FLINDT © Scanpix)

Danmark oplever i øjeblikket den værste tørke i 10 år.

Ifølge Beredskabsstyrelsen har hele 53 af landets 98 kommuner indført afbrændingsforbud. Heraf har flere kommuner i hovedstaden også indført et forbud mod gasdrevne ukrudtsbrændere, og tre kommuner har ifølge Danske Beredskaber et delvist afbrændingsforbud.

I alt bliver det 53 kommuner, som, hvis tørken fortsætter, kan komme til at se langt efter hekse sankthansaften.

I morgen kan vi dog endelig se frem til lidt regn, fortæller Thyge Rasmussen, vagtchef ved DMI.

- Det hjælper måske lidt i morgen, fordi der kommer lidt regn rundt omkring, men det er kun byger, og det bliver ujævnt fordelt. Nogle steder vil få 5-10 millimeter regn, mens andre vil ikke få noget som helst. Det er svært at sige, hvor det falder.

Den sporadiske søndagsregn vil dog næppe føre til nogen stor forbedring i forhold til den knastørre og let antændelige jordbund.

- Jeg vil mene, at der skal flere dages regn til, før man for alvor ser forbedringer i forhold til tørken, og der er ikke noget, der tyder på, at vi får sammenhængende regnvejrsdage i den kommende uges tid.

Slut med grill og bål

Thyge Rasmussen råder folk til at være meget varsomme med at bruge åben ild i varmen, og afbrændingsforbuddet betyder da også, at man skal være ekstra påpasselig med både engangsgrill, bål og bortkastede cigaretskodder.

- Vi er helt oppe på maksimumværdien 10 i vores tørkeindeks mange steder i landet, har klimatolog Mikael Scharling tidligere sagt til DMI.

Du kan læse mere om afbrændingsforbuddet her.

Pres på vandværkerne

Det rekordvarme majvejr, der indtil videre er fortsat ind i juni, er ikke kun skyld i den massive tørke, men lægger også et ekstra pres på vandværkerne.

- Vandforbruget steg til det dobbelte af normalen, og hvis det fortsatte på den måde, kunne vi risikere, at vi ikke kunne levere vand nok til forbrugerne, fortæller Steffen Lauridsen, formand for Gammel Rye Vandværk.

Borgerne blev derfor bedt om at spare på vandet. En henstilling, der er blevet fulgt både i Gammel Rye, men også flere andre steder, blandt andet i Hillerød:

- Vi var ude i en ret kritisk situation, men når vi kigger på det i dag, så er vi oppe på 80 procent af normal styrke igen. Det betyder virkelig, at der er blevet lyttet til, hvad vi har sagt, fortæller Jan Richelsen, formand for Alsønderup Vandværk ved Hillerød.

Richelsen råder dog fortsat folk til at spare på vandet, "specielt når det gælder havevanding og soppebassiner".

- Det kunne være, man skulle overveje at gemme vandet i bassinerne en dags tid ekstra, siger han.

Det råd er hermed givet videre.