Byggeriet af Storstrømsbroen er i gang: Borebisser arbejder i døgndrift for at sikre fundament

Havbundsprøver skal sørge for, at broens fundament bliver bygget, så det ikke slår revner og får broen til at styrte sammen.

Det tager tid at bygge bro, og den kommende Storstrømsbro har haft en noget turbulent start.

Først kom det frem, at det italienske firma Condotte, som skulle bygge broen, var involveret i flere sager om korruption. Dernæst blev firmaet smidt ud af projektet, fordi det ikke havde økonomisk ballast til at være med.

Men nu tages de første små spadestik endelig til den ny bro mellem Sjælland og Falster, og borebisserne arbejder på højtryk.

- Vi skal kortlægge havbunden. Vi skal finde ud af, hvad der er i undergrunden og hvor kalken ligger, så vi er sikre på, hvad broens pyloner står på. Det er meget vigtigt, forklarer afdelingsleder i den danske ingeniørvirksomhed, GEO, Jens Brink Clausen.

Med store bor tygger borebisserne sig gennem havbunden og tager jordbundsprøver som sendes til GEOs laboratorium. De skal sikre, at den nye bros fundament ikke slår revner, så broen synker sammen.

Erstatter hullet bro

Planen er, at broen skal åbne for biler i 2023 og erstatte den 80 år gamle Storstrømsbro, der lige nu strækker sig over vandet mellem Sjælland og Falster.

Den er blevet for gammel og for svag, forklarer projektchef i Vejdirektoratet Niels Gottlieb, der står i spidsen for byggeriet af den nye bro.

- Vejbelægningen har huller, og betonen smuldrer. Og jerndelen i broen er heller ikke stærk nok til, at der kan køre godstog over. Den er ganske enkelt fra en tid, hvor godstoge ikke var så tunge, som de er i dag, siger han og tilføjer:

- Lige nu er det kun lette tog og biler, der må køre over, og den har kun et jernbanespor og en vejbane. Det er ikke holdbart i længden. Når Femern-forbindelsen kommer, er der behov for dobbeltspor på jernbanen.

Ro efter forsinkelser

Den nye bro bliver Danmarks tredje største. Den bliver fire kilometer lang, får flere spor til biler, end den gamle Storstrømsbro, dobbeltspor til tog og også et stisystem til cyklister.

Efter de mange katastrofale forsinkelser, projektet har været ramt af véd Vejdirektoratet endelig også, at firmaerne, der skal bygge broen, faktisk kan levere. Der er faldet ro på, mener Niels Gottlieb.

Og er er indtil videre ikke fundet overraskelser i dybet.

- Vi er ikke stødt på noget i havbundsprøverne endnu, der kan give udfordringer til byggeriet. Kun store sten, siger Jens Brink Clausen.

Facebook
Twitter