Byplan-ekspert: God idé med containerboliger til studerende

- Ikke alt skal kunne stå i 1.000 år, lyder reaktionen fra byplansekspert på, at det skal være nemmere at opføre midlertidigt byggeri.

Containerbebyggelse kan afhjælpe mangel på studieboliger. Kilde: Tempohousing.com

Regeringens planer om at åbne for etablering af flere midlertidige studieboliger vækker begejstring hos Dansk Byplanlaboratorium.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé. Der er behov for det, siger Ellen Højgaard Jensen, direktør for Dansk Byplanlaboratorium - en selvejende institution, der sætter byplanlægning til debat.

- Det er ikke altid, at alting skal kunne stå i tusind år. Vi skal kunne arbejde med noget, der står i kortere tid, tilføjer hun.

Muligheden for at etablere flere midlertidige studieboliger er indeholdt i et lovforslag, som erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har lagt frem i dag.

Lovforslaget åbner for at ændre planloven, så kommunerne kan tillade midlertidig brug af områder, som venter på at blive brugt til noget andet.

Det kan for eksempel handle om etablering af midlertidige øvelokaler, kunstudstillinger og sportsaktiviteter i perioder på tre år. Men det kan også gælde etablering af midlertidige studieboliger i en periode på ti år.

Tempohousings Keetwonen-projekt, der har været midlertidigt hjem for flere hollandske unge. Foto: Tempohousing

Holland har allerede prøvet det

Direktøren for Dansk Byplanlaboratorium tror på, at byggeriet af de midlertidige studieboliger kan ende ud med en fornuftig husleje.

- Man kan sagtens forestille sig nogle rigtig gode løsninger, siger hun.

Hun henviser blandt andet til et projekt i den hollandske hovedstad, Amsterdam.

Her har studerende i en periode boet i en containerbebyggelse nær Amsterdam på et område, som skulle omdannes fra industri til noget nyt. Et midlertidigt foretagende, der ifølge direktøren er populært.

Også i Danmark er flere firmaer klar til at bygge midlertidigt.

Cph Containers arbejder for eksempel med at bygge studieboliger i gamle skibscontainere. Huslejen for et container-hjem vil komme til at ligge på 3.850 kroner om måneden.

Cph Containers viser rundt i en prøvecontainer, der på sigt kan være hjem for studerende.

Studerende vil bo centralt

Midlertidige container- og pavillonbyer til studerende kan også sagtens leve op til de behov, de studerende har, lyder det fra Dansk Byplanlaboratorium.

For studerende behøver ikke nødvendigvis meget plads og heller ikke eget køkken, bad og toilet. I stedet er placeringen og fællesområderne det vigtigste.

- Det kan man se på nogle at de gamle kollegier som for eksempel Regensen (i København, red.). De har fælles brusebad og toilet i kældrene og bittesmå værelser, og alligevel er de meget søgt, fordi studerende vil ind og bo centralt, siger Ellen Højgaard Jensen.

Så hvis kommunerne lægger de midlertidige studieboliger tæt på byernes centrum, er byplandirektøren "ikke i tvivl om, at de vil være efterspurgt."

Der kan dog opstå protester, når de midlertidige boliger på et tidspunkt skal flyttes, forudser byplandirektøren.

- Det er et dilemma, som helt sikkert vil komme, når det skal flyttes, siger hun.

- Folk kommer til at holde af det sted, de bor.

Facebook
Twitter