Byret tager hul på gigantisk sag mod journalist: Tiltalt for seksuelle overgreb og besiddelse af børneporno

Manden blev anholdt, blandt andet efter at hans egen kone kontaktede politiet.

Retten i Roskilde forventer at færdiggøre sagen i løbet af efteråret. (Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix - billedbehandling: Morten Fogde Christensen DR Nyheder) (© Berlingske)

Over en periode på omkring ti år krænkede en midaldrende mand piger seksuelt i en stor sag om seksuelle overgreb og besiddelse af børneporno.

Det er påstanden fra anklagemyndigheden mod manden, som sidder på anklagebænken i en nævningesag, der i dag begynder ved Retten i Roskilde.

Den tiltalte er beskyttet af et navneforbud. Derfor er medierne afskåret fra at beskrive den tiltaltes baggrund i detaljer. Der er tale om en mand, der har været ansat som journalist på et større dansk medie.

Det 25 sider lange anklageskrift omfatter 30 forhold med over 40 ofre.

Den tiltalte er blandt andet anklaget for knap 200 tilfælde af blufærdighedskrænkelse af børn i alderen 4 til 14 år. Flere af forholdene går helt tilbage til 2011, ligesom der er forhold helt frem til sin anholdelse i foråret 2021.

Det er Retten i Roskilde, der behandler sagen. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Familiefaren har tidligere ifølge TV2 Øst erkendt at være i besiddelse af en harddisk, der indeholder 13.087 billeder med børnepornografisk materiale og 1.125 filmsekvenser.

I en årrække skal han have krænket ofrenes blufærdighed ved at tage billeder af dem. Børnene var i alderen fra 4 til 14 år og blev for eksempel filmet med et skjult kamera, mens de var i bad eller på toilettet, mener anklagemyndigheden.

Ifølge anklagen har ofrene også været hans egne børn, ligesom andre ofre er børn, der har været på besøg i hjemmet. Blandt andet børnenes venner og nabobørn.

Derudover anklages manden for i seks tilfælde at have begået voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Anklager: 'Meget, meget alvorlig'

Anklagemyndigheden betegner sagen som meget alvorlig, fortæller specialanklager Lise Frandsen.

- Det gør vi blandt andet, fordi gerningsforløbet som beskrevet i anklageskriftet løber over cirka ti år. Der er over 40 forskellige forurettede børn i forskellige aldre, men primært under 12 år. Det giver næsten sig selv, at når der er tale om den slags sigtelser og tiltaler, så er det en meget, meget alvorlig sag.

Der ligger et stort efterforskningsarbejde bag sagen, og anklageren fortæller, at der er kommet anmeldelser ind på "flere fronter".

Lise Frandsen møder fra anklagemyndigheden. (Arkivfoto)

- Jeg kan også sige, at der har været et samarbejde med flere udenlandske myndigheder, fortæller Lise Frandsen.

Nogle af ofrene er fra Sverige, England og USA. Ifølge anklagemyndigheden blev de udsat for overgreb via nettet. Den tiltalte udgav sig angiveligt for at være en yngre dreng, der fik ofrene til at sende seksuelle videoer til ham.

Han uploadede herefter filerne på lukkede fora, hævder anklagemyndigheden.

Politianmeldt af hustru

Ifølge DR's oplysninger var den tiltaltes nu tidligere hustru en af anmelderne.

Hans forsvarer, advokat Carsten Brix, fortæller, at der er flere af forholdene, som han erkender.

- Det er meget forskelligt. Han erkender nogle af forholdene om blufærdighedskrænkelse, men ikke dem, der omfatter hans egne børn, siger han.

Der er afsat omkring 20 retsdage til sagen, som ventes afsluttet i løbet af efteråret.