Byretsdommen fra Ringkøbing afviser, at Mogens Amdi Petersen skulle være en edderkop, der trækker i alle Tvinds tråde.
Amdi styrer ikke Tvind, har byretten konkluderet ved at frikende Tvind-stifteren, Mogens Amdi Petersen, og seks af de andre tiltalte for for groft skattesvig og groft underslæb.
Den sidste tiltalte, Steen Byrner, blev dømt for to tilfælde af underslæb, men ligeledes frikendt for skattesvig.
En kulisse for snyd
Anklagemyndighedens hovedargument har været, at Amdi Petersen og hans topfolk oprettede Tvinds humanitære fond som en slags kulisse til at snyde skattevæsnet for skat af fradragsberettigede lærerindbetalinger til fonden. Fondsmidlerne gik i strid med fondsvedtægterne til almindelige Tvindforretninger, deriblandt en rigmandsbolig i Miami.
Ifølge anklagerne var det især Amdi Petersen og hans højre hånd og samlever, Kirsten Larsen, der styrede manøvrerne, selv om de ikke juridisk havde noget at gøre med fonden eller de projekter, der fik støtte.
Men det har byretten ikke fundet bevist.
- Retten har ikke fundet, at der findes et enkelt og entydigt hierarki for funktionerne i Lærergruppen, der kendetegner en samlet ledelsesstruktur på tværs af selskabsstrukturen, skriver dommer Steen Løvbjerg Nielsen i sine domskonklusioner.
Amdi havde stor indflydelse
Ganske vist har Amdi Petersen og Kirsten Larsen haft særlig stor indflydelse på de beslutninger, de har været med til at drøfte, men:
- Retten har ikke fundet grundlag for at antage, at man ved denne påvirkning i egentlig forstand har sat den egentlige beslutningsmyndighed i de selskabsretslige vedrørende ansættelser, afskedigelser, og opgavefordeling ud af spil, står der.
Frie hænder til Steen Byrner
- Det synes ikke, at der i de mange dokumenter, der har foreligget i sagen, har været nogen, der viser, at tiltalte Mogens Amdi Petersen har set et detaljeret budget eller et detaljeret regnskab, skriver dommeren.
Transaktionerne i Tvinds humanitære fond fik Steen Byrner derimod frie hænder til. Og i et omfang, "der langt fra ville være normalt for en enkelt person i en koncern med mange virksomheder og store midler", konstaterer dommeren.