Ekskonen blev kontaktet af pædofilijægere: Nu er dansk journalist fundet skyldig i seksuelle overgreb på børn

Manden nægtede sig skyldig i de mest alvorlige anklager. Strafudmålingen kommer på et senere tidspunkt.

Det er Retten i Roskilde, der har behandlet sagen. (Arkivfoto) (© Berlingske)

En 47-årig mand begik gennem omkring ti år seksuelle overgreb på mindreårige børn og var i besiddelse af et stor antal filer med børnepornografisk materiale.

Det har Retten i Roskilde afgjort, efter at den tiltalte mand er blevet kendt skyldig i en stor sag om seksuelle overgreb på børn. Straffen udmåles først på et senere tidspunkt.

Manden har erkendt over 100 tilfælde af blufærdighedskrænkelser, hvor ofrene blandt andet talte hans egne børns legekammerater.

Ofrene var i alderen fra 3 til 14 år og blev for eksempel filmet med et skjult kamera, mens de var i bad eller på toilettet og var ofte legekammerater med hans egne børn.

Den 47-årige journalist, der arbejdede for Ekstra Bladet frem til sin anholdelse, er i retten iklædt i mørkeblåt tøj. Mens retsformanden læser skyldkendelsen op, lytter han opmærksomt, mens han sidder helt stille på sin stol.

Kendt skyldig i de mest alvorlige anklager

De mest alvorlige anklager handler om det, der i straffeloven handler om "anden seksuel omgang end samleje". Retten har ment, at manden var skyldig i disse anklager. Han nægtede sig skyldig, men mente, at der var tale om blufærdighedskrænkelser.

Der er tale om meget alvorlige forbrydelser, og beskrivelserne i sagen er af meget eksplicit karakter, hvorfor DR Nyheder ikke beskriver de nærmere detaljer.

Fordi ofrene var under 12 år på gerningstidspunktet, sidestilles forholdene med voldtægt.

Den 47-årige var også anklaget for at have krænket sine egne børns blufærdighed, men det nægtede han var tilfældet. Retten i Roskilde har frifundet manden i et af forholdene, men resten er han blevet kendt skyldig i.

I sagen har manden erkendt at have været i besiddelse af en harddisk, der indeholder 13.087 billeder med børnepornografisk materiale og 1.125 filmsekvenser.

'Bad boy på 16 år'

Retten i Roskilde har også kendt ham skyldig i at have manipuleret unge udenlandske piger på nettet til at sende krænkende materiale til journalisten - såkaldt grooming.

Ifølge anklagemyndigheden skulle det være sket ved, at manden udgav sig for at være en teenagedreng, og han beskrev sig blandt andet som en "bad boy på 16 år".

På et tidspunkt gik det op for en af pigerne, at hun ikke skrev med en 16-årig dreng. Hun fandt et billede af journalisten på sociale medier, som han blev konfronteret med.

Under proceduren tidligere på måneden forklarede senioranklager Lise Frandsen, at han svarede:

"Hvorfor sender du et billede af min onkel?".

Lise Frandsen fortalte, at han også sendte et billede af sin egen mindreårige datter og forklarede, at det var hans "irriterende lillesøster".

Strafudmåling kommer senere

Fordi sagen behandles som en nævningesag, vil procedure om straf komme bagefter.

Manden skal mentalundersøges, og det endelige resultat ligger endnu ikke klar. Alt efter mentalundersøgelsens konklusion kan anklagemyndigheden vælge at kræve en anden straf end almindelig fængselsstraf.

Det kunne eksempelvis være en anbringelsesdom eller forvaring, men det vides på nuværende tidspunkt ikke.

Anklagemyndigheden ønsker ikke at udtale sig, inden sagen er færdigbehandlet.

Mandens forsvarer, advokat Carsten Brix, siger i en kort bemærkning, at byrettens afgørelse ikke "stemmer overens med vores påstand, og det tager vi til efterretning".

Sagen begyndte for alvor at rulle, da journalistens nu ekskone blev kontaktet af pædofilijægere i USA, der sendte dokumentation for, at manden krænkede unge piger på nettet.