Advokat til 15-årig terrorsigtet kalder opsigtsvækkende sag for 'en misforståelse'

Drengen er sigtet for at have tilsluttet sig den højreekstremistiske gruppering Feuerkrieg Division. Han nægter sig skyldig.

Retten i Holbæk holdt i dag et lukket retsmøde i en terrorsag, hvor en 15-årig er sigtet. (Arkivfoto) (Foto: Signe Goldmann © Ritzau Scanpix)

En blot 15-årig terrorsigtet dreng skal forblive varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

Det besluttede en dommer ved Retten i Holbæk i dag.

Drengen er sigtet for at have tilsluttet sig den højreekstremistiske gruppering Feuerkrieg Division og for at have rekrutteret andre til gruppen.

Retssalen i Holbæk var fyldt til bristepunktet, hvor seks journalister, adskillige betjente samt drengens forældre var mødt op.

Drengen var iklædt et mørkeblåt jakkesæt og hvide sko, og da han blev ført ind, så han en smule betuttet ud, mens han fik øjenkontakt med sin mor og far.

Retsmøde for lukkede døre

Retsmødet blev holdt for lukkede døre efter ønske fra anklager Rune Rydik. Det skete af hensyn til efterforskningen, som fortsat er på et tidligt stadie.

- Det er en særdeles alvorlig sag, men vi har også med en ung mand på 15 år at gøre, og samtidig er det et meget tidligt stadie i efterforskningen, og på den baggrund lukker jeg dørene, lød det fra retsformanden.

Fordi retsmødet foregik for lukkede døre, lægges anklagemyndighedens dokumentation for mistanken ikke frem i offentligheden.

Af beskederne, der er skrevet på engelsk, fremgår det, at den 15-årige dansker har haft ekstreme holdninger og skrevet om sprængstoffer og nazisme.

- Fuck alle muslimer i Europa, skrev han den 14. januar 2022.

En anden bruger skriver, at det ikke kun gælder muslimer, men alle migranter.

- Ja. Halshug dem alle, tilføjer den danske dreng, der skriver under et alias i gruppen.

DR har dog gennem flere kilder verificeret, at der er tale om den 15-årige dreng, som nu er sigtet.

Anklager: Alvorlig sag

Det er første gang, at Feuerkrieg Division indgår i en dansk terrorsag, og ifølge anklager Rune Rydik er der tale om en speciel sag.

- Den er en ny type sag, som vi ikke har set før, men det er samtidig en meget alvorlig sag, hvor der sker ting på nettet, som hurtigt kan udvikle sig til ting i virkeligheden, og det er vi ret bekymret for. Derfor har PET og Midt- og Vestsjællands Politi prioriteret den her sag meget højt.

- Efterforskningen skal fortsætte. Vi har en lang række skridt, vi skal foretage. Jeg kan ikke komme ind på, hvad det er, da der er lukkede døre. Men vi har travlt, og vi har mange ting, vi skal nå.

Anklager Rune Rydik fortæller:

'Det er en misforståelse'

Den 15-årige drengs forsvarer, advokat Jens Klokhøj, fortæller, at både drengen og hans familie er chokerede over sagen. Men Jens Klokhøj mener, at sagen er blevet pumpet op til noget, som den ikke er.

- I min optik er det en misforståelse, det er en dreng, som har bevæget sig på internettet, og det har fået nogle konsekvenser.

- Man kan se, hvad der har været i pressen i dag. Alle kan se, at det er noget, der har været på internettet, siger han med henvisning til DR's artikel om skriverierne på Telegram.

- Der er nogle mennesker, som lever i den virkelige verden, og nogle som lever på internettet. Min klient er en mand, der lever på internettet, siger Jens Klokhøj.

Hør Jens Klokhøj fortælle her:

Ifølge Jens Klokhøj overvejer han og den 15-årige nu, hvorvidt forlængelsen af varetægtsfængslingen skal kæres til Østre Landsret.

- Jeg synes godt, at han kunne være løsladt. Det var retten så ikke enig i, og det må vi jo så overveje.

Drengen blev anholdt klokken 06.48 den 7. april. Også en 16-årig dreng blev anholdt og sigtet for at have tilsluttet sig FKD. Han blev dog ikke varetægtsfængslet, men er fortsat sigtet.

Begge drenge nægter sig skyldige.

Næste retsmøde er den 24. maj, hvor en dommer igen skal tage stilling til, om fængslingen skal forlænges.