Café politianmeldt for Facebook-konkurrence: Må ikke kræve at du 'tagger en ven'

Forbrugerombudsmanden kan ikke udelukke, at flere virksomheder vil blive politianmeldt.

Hvis det er et krav at tagge andre i en konkurrence, så er den ulovlig, vurderer Forbrugerombudsmanden. (Foto: Grafik: Søren Winther Nørbæk © DR)

Like, del og tag din ven.

Sætningen her, eller en der ligner, har du helt sikkert set, hvis du bruger bare en smule tid på Facebook og andre sociale medier.

De flyder over med konkurrencer, hvor man kan vinde alt fra rammer med dåsecola til rejser og elektronik.

Men hvis det er et krav, at du tagger en af dine facebook-venner for at være med i konkurrencen, så er det faktisk ulovligt, slår Forbrugerombudsmanden i dag fast. I samme ombæring er virksomheden Cafe Venedig Aps blevet politianmeldt.

- Det ulovlige er, hvis det er en betingelse for at være med i konkurrencen, at man tagger. Når man tagger en, så får personen en notifikation, og det sidestilles med at sende en email, og det er spam og ulovligt, fortæller Karen Søndergaard, der er chefkonsulent hos Forbugerombudsmanden.

Blev ved trods advarsel

Helt konkret er Cafe Venedig Aps, som driver Cafe Velvet i Vejle, blevet politianmeldt for at have afholdt 12 konkurrencer på Facebook, hvor der blev stillet krav om tags for at deltage.

Ifølge Forbrugerombudsmanden løb de fra udgangen af september 2019 til midten af september sidste år.

Forbrugerombudsmandens undersøgelser viser, at der i denne periode blev sendt 3.067 notifikationer som følge af tags i de 12 konkurrencer, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse og kommer med et eksempel:

” (…) for at deltage skal du:

  • Like opslaget

  • Tagge hvem du vil dele præmien med

  • Like vores Facebookside

  • Følg vores Instagram cafe.velvet"

Cafe Velvet er dog langt fra den eneste virksomhed, som kræver, at brugerne tagger for at være med i konkurrencer.

Ifølge Karen Søndergaard har man siden 2018 orienteret virksomheder, heriblandt Cafe Velvet, om, at konkurrencerne var ulovlige, efter henvendelser fra forbrugere.

- Vi har kunnet konstatere i den her sag, at vi har orienteret dem om reglerne, og på trods af det har de lavet nye konkurrencer.

- Jeg kan ikke udelukke, at vi politianmelder andre virksomheder på et tidspunkt.

Lægger sig fladt ned

Caglar Koycu er ejer af Cafe Velvet i Vejle, og han lægger sig fladt ned i sagen.

Ifølge ham blev opslaget lavet, omkring et halvt år efter at de var blev orienteret af Forbrugerombudsmanden.

- Personen har glemt det og kom til at skrive det. Vi kan alle begå fejl. Det er mit ansvar som chef, at der er styr på det. Det kan ske for enhver. Vi respekterer, at vi har begået en fejl.

Iværksætteren har ikke lyst til at komme med en masse undskyldninger, men han lægger ikke skjul på, at han er i en hård branche med meget konkurrence.

- Det handler om at være aktiv, at markedsføre sig godt og være på hele tiden. Der er en masse regler at holde øje med, og nogle gange kan man komme til at overse og overtræde dem. Jeg er nok hverken den første eller sidste, der gør det, siger Caglar Koycu.

Stor bøde

Selvom der er mange regler at holde styr på, så mener Karen Søndergaard, at man hos Forbugerombudsmanden har gjort sit for at gøre dem overskuelige.

- Vi har en spamvejledning, som vi lavede i 2018, hvor vi gjorde meget ud af at skrive, så man kan læse den, selvom man ikke er jurist. I den er der et bilag, hvor vi ret præcist skriver, hvad man må og ikke må på sociale medier. Læser man den, er man kommet et langt stykke, fortæller hun.

Caglar Koycu er ved at drøfte sagen med sin advokat, men han regner med at betale bøden, så sagen ikke skal for retten.

Ifølge caféejeren lyder straffen på en bøde på omkring 300.000 kroner.

- Det er ærgerligt, men der er ikke noget at gøre. Det er ikke, fordi at mit firma skal lukke på grund af den bøde, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk