Cannabissalg får smiley-ordning

Cannabisforening vil indføre smileyordning for at skabe overblik over udbyderne af de ulovlige produkter.

Medicinsk Cannabis Forening Danmark vil indføre en smileyordning til vurdering af sælgere af cannabisprodukter

Det skal være slut med at købe giftige eller virkningsløse cannabisprodukter.

Medicinsk Cannabisforening Danmark(MCFD), der har omkring 100 medlemmer, sætter i dag gang i en smileyordning, så kundegruppen kan adskille de dårlige sælgere fra de gode.

- Det er nødvendigt, fordi markedet i dag er sælgers marked. Der er ikke nogen varedeklarationer, så vi er nødt til bare at stole på, hvad de siger, fortæller Rikke Jakobsen, der er næstformand i MCFD.

Metode til at undgå dårlige og giftige produkter

Smileyordningen skal fungere ligesom ordningen, man kender fra restauranter, cafeer og supermarkeder. MCFD vil teste produkter fra de forskellige udbydere i et laboratorium i USA og vurdere kvaliteten på en offentlig liste.

- Vi har set flere eksempler på, at folk er blevet syge af produkterne eller på anden måde er blevet svigtede af sælgeren. Det kan være ved et dårligt produkt, eller at produktet bare aldrig er blevet leveret.

- Den rolle, vi nu kommer til at spille er, at vi godkender et produkt ud fra nogle faste kriterier, og det kan de syge kigge på frem for at stole på producenterne, siger Rikke Jakobsen.

MCFD er en forening målrettet syge personer med eksempelvis kræft eller psykiske lidelser, der bruger cannabiprodukter til at lette symptomerne fra deres sygdomme. Men smileyordningen er rettet mod producenter, der kan benyttes af alle.

- Det er alle sælgere af cannabisprodukter, og det kan også være råmateriale som topskud, der kan ryges, lyder det fra Rikke Jacobsen.

Ville helst have en legalisering

Selvom MCFD er glade for at lancere smileyordningen, siger Rikke Jacobsen selv, at det ikke er den optimale løsning.

- Vores største håb er jo, at cannabis bliver legaliseret. Det her er en nødløsning.

- Vi ville jo allerhelst have, at det var staten, der stod for at kvalitetsteste, men det er ikke muligt. Derfor må nogen gøre noget, for i dag er man helt overladt til sælgerne og aner simpelthen ikke, hvad der er i produkterne.

I fremstillingen af eksempelvis cannabisolie anvendes stoffer, som kan være farlige for nogle mennesker. Men da der er tale om ulovlige produkter, er der ikke nogen varedeklaration.

Myndighederne vil ikke gribe ind

På trods af, at MCFD altså vil omtale og vurdere ulovlige produkter på nettet, står Sundhedsstyrelsen ikke klar til at arrestere folkene i MCFD, når smileyordningen sparkes i gang.

- I princippet er det ikke ulovligt at lave en privat smileyordning, så vi har ikke tænkt os at reagere.

- Hvis de har tænkt sig, at foreningsmedlemmer skal stå med cannabisprodukter i hånden, er vi selvfølgelig nødt til at gribe ind, men selve ordningen er ikke forbudt, siger Frank Wendelbo Madsen, der er juridisk chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

I dag er det kun tilladt for lægerne at ordinere cannabis-produkter til enkelte patienter med nogle få diagnoser