Synet på, hvor høj en ydelse for eksempel kontanthjælpsmodtagere skal have, afhænger af, om man kender en kontanthjælpsmodtager eller ej, viser en undersøgelse fra LO´s Ugebrevet A4.
Således er der blandt personer uden kendskab til kontanthjælpsmodtagere et flertal som mener, at ydelsen er for høj.
"Carina-effekten"
Ifølge professor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen, er undersøgelsens resultat et udtryk for den såkaldte "Carina-effekt".
Kontanthjælpsmodtageren Carina medvirkede i et TV-indslag, hvor det kom frem, at hun havde omtrent samme rådighedsbeløb som en lavtlønnet lønmodtager.
Det udløste mange læserbreve med kritik af de sociale ydelser.