Caroline fik hjernerystelse, da hun blev fanget i regn af øldåser i Fælledparken

Dansk Boldspil-Union har aflyst mandagens storskærmsarrangement i forbindelse med fodboldlandskampen efter gentagne kast med øldåser.

Fodboldfans må kigge langt efter et storskærmsarrangement til aftenens landskamp mod Østrig.

For Dansk Boldspil-Union har aflyst storskærmsarrangementet i Fælledparken i København efter gentagne ølkast under fredagens arrangement til Danmarks kamp mod Kroatien.

En af dem, der blev ramt, var Caroline Harbo Holm, der stod inde i den store menneskemængde. Hun blev ramt i baghovedet af en fyldt øldåse.

- Jeg blev mega overrasket, da jeg blev ramt. Jeg tænkte ikke så meget i selve situationen, men jeg blev ret sur bagefter, fordi jeg synes, det er en virkelig ærgerlig oplevelse og en ærgerlig opførsel, folk har.

- Det er meningen, at man kommer derind, gerne vil hygge sig og se kampen, der er god stemning. Så bliver det fuldstændig ødelagt af, at der er nogen, der opfører sig respektløst og synes, man skal kaste med ting, siger Caroline Harbo Holm.

I videoen kan ølkastene ses. Privatoptagelser. Kreditering: Mathias Max

Efterfølgende har Caroline Harbo Holm fået at vide, efter telefonisk konsultation med vagtlægen, at hun formentlig har fået en let hjernerystelse, fortæller hun.

- Hele weekenden har jeg været svimmel og haft ondt i hovedet og kvalme hver gang, jeg skulle spise. Jeg har fået at vide, at jeg nok har en lidt let hjernerystelse. Det er bare superærgerligt, siger Caroline Harbo Holm.

Mandag var hun nødt til at gå tidligt hjem fra arbejde, fordi hun havde tiltagende hovedpine.

Ikke sikker på at ville deltage i lignende arrangement igen

Også Klara Togo Donkild oplevede ølkastene på egen krop. Hun blev ramt på armen. Hun så både en flaske og fyldte dåser i luften.

- Jeg vil beskrive det som en intention om at ramme nogen, fordi med så meget fart, de dåser og flasker havde på, så ved ethvert menneske godt, at det ikke er noget, der bare er for sjov. Det kommer til at gøre ondt på en eller anden.

- Det var meget svært at se, hvor de kom fra, fordi det skete så hurtigt, og der var så mange. Du står bare og dukker dig og håber, at du ikke bliver ramt, siger Klara Togo Donkild.

Under sommerens EM-slutrunde blev der også kastet med øl, dog primært i plastikkrus. Her er det fra fanzonen på Ofelia Beach til Danmarks kamp mod Rusland. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Klara Togo Donkild fortæller, at hun vil tænke sig om en ekstra gang, før hun tager til et lignende arrangement.

- Det er jo ikke sjovt at stå til et arrangement, hvor du skal være bange for, at der lige pludselig er et eller andet, der rammer dig i hovedet, siger Klara Togo Donkild.

Heller ikke Caroline Harbo Holm er synderligt interesseret i at tage til et storskærmsarrangement igen, før problemerne med kast af øldåser og -flasker er blevet håndteret.

- Jeg tror, det er nødvendigt, at det er aflyst.

- Det er megaærgerligt, at det skal være sådan, og synd for dem, der gerne vil derind i dag. Men jeg håber, at der kommer det ud af det, at folk agerer med mere respekt, siger Caroline Harbo Holm.

En stigende tendens

Hos Københavns Politi fortæller politiinspektør og chef for beredskabet, Peter Dahl, at fankulturen omkring fodboldlandsholdet har ændret sig.

- Vi har aldrig rigtig skulle bruge politimæssig energi på de danske landsholdsfans, men det må vi bare konstatere, at det var nødvendigt i fredags, at vi måtte lægge noget energi der. Det er vi nødt til fremtidigt at indregne i vores planlægning af de her kampe, siger Peter Dahl.

Også hos Dansk Boldspil-Union (DBU) oplever man en stigende tendens med uroligheder, fortæller kommunikationschef Jakob Høyer.

- Jeg vil helst lade andre om at vurdere, hvorfor det sker. Jeg er hverken antropolog eller adfærdsforsker. Men jeg kan bare konstatere, at det virker som om, at karakteren af dumheder er blevet endnu grovere og endnu mere tåbelig.

- At der er nogle, der kaster med fyldte øldåser, kan jeg simpelthen ikke forstå, hvem der ikke kan regne ud, at det er fuldstændig uacceptabelt, farligt og noget af det tåbeligste, jeg længe har hørt, siger Jakob Høyer.

Han understreger, at det er håbet, at storskærmsarrangementerne kan vende tilbage igen og være den folkefest, som det bør være. Nu vil DBU evaluere og vurdere, hvordan man fremadrettet kan sikre en god afvikling af storskærmsarrangementer.