Carsten blev beskudt med fyrværkeri: Nu kommer der hårdere straffe

Sidste år var der flere episoder, hvor politi og brandfolk blev beskudt med fyrværkeri.

Carsten Stoltenberg måtte søge dækning, da han sidste år var ude for at slukke en brand. Personer affyrede fyrværkeri mod ham og hans folk.

Sidste år sætter fungerende overbrandmester på Station Vesterbro, Carsten Stoltenberg Nielsen, sig ud i sin brandbil. De er på vej til en brand i en lejlighed ved Folehaven i Valby.

Branden bliver slukket, men mens Carsten Stoltenberg og hans folk går og pakker sammen, eksploderer det omkring dem.

- Jeg har ikke været i krig, men det føltes sådan. Alt eksploderede omkring os. Det var et helvede i fire-fem sekunder, siger han.

Der bliver affyret fyrværkeri mod brandfolkene. Hvilken slags ved Carsten Stoltenberg ikke, men det er over det hele.

Brandfolkene søger dækning bag deres brandbil, og kort tid efter er det hele overstået.

- Jeg registrerer ikke ret meget, fordi det går så hurtigt, men vi havde ret godt styr på det hele, så det gik rimelig godt - denne gang, understreger den fungerende overbrandmester.

Og han er ikke den eneste, der har oplevet at få skudt fyrværkeri efter sig på jobbet.

Alene i løbet af nytårsdøgnet for et år siden var der 17 fyrværkeriangreb mod brandfolk på landsplan, viser en optælling fra Danske Beredskaber.

- Jeg når ikke at tænke så langt i øjeblikket. Men bagefter tænker man selvfølgelig over det. Det var ikke sjovt for os.

Hårdere straffe træder i kraft

Når fyrværkerisalget i dag går i gang, så vil der komme hårdere straffe, hvis man i stedet for at skyde det op i luften retter fyrværkeriet mod andre mennesker.

Nye regler træder nemlig i kraft i dag, og med dem følger der også en ny selvstændig bestemmelse i straffeloven - § 119 b, som netop handler om angreb med genstande som fyrværkeri mod personer i offentlig tjeneste eller hverv.

- Vi så sidste år, at der var nogle, som var så tankeløse, at de skød fyrværkeri efter dem, der forsøger at passe på os. Det vil vi ikke have, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

Ifølge politiet er straffen for at angribe personer i offentlig tjeneste typisk i niveauet fra fængsel i fire til ni måneder. Den straf bliver fremover skærpet med en tredjedel.

Straffen for at forvolde fare mod andre personer ved affyring af fyrværkeri er typisk i niveauet fængsel i 10 til 60 dage. Også her bliver straffen også skærpet med en tredjedel.

- Det er helt uforståeligt tumpet og tankeløst, at nogle gør det. Og derfor skal vi som samfund sige, at det her vil vi ikke finde os i. Der skal vi sætte ind og sige stop.

- Langt de fleste opfører sig heldigivis ordentligt, nyder fyrværkeriet og den højtid, som vi går i møde. Men der er nogle, som vi skal have grebet ind overfor. Der er den ene vej straf, og den anden vej er forebyggelse.

Vil vi se mere politi på gaden omkring nytår?

- Vi vil selvfølgelig være til stede de steder, hvor vi ved, der er risiko for, at det her kunne forekomme. Vi vil også inden da være ude og snakke med dem, som kunne være i det miljø, som begår det her.

Sådan så det ud i Aarhus og København sidste år:

Retter fokus mod unge og forældre

I forbindelse med at fyrværkerisalget går i gang, og de nye regler træder i kraft, har Københavns Kommune lavet et samarbejde mellem kommune, politi og SSP for at forebygge, at politi, borgere og brandfolk bliver beskudt med fyrværkeri.

Der er lavet en kampange, hvor man har rettet opmærksomheden mod unge og deres forældre.

- De unge skal bruge hovedet, når de fyrer af. Man skal udvise ansvar. Derudover skal forældre tale med deres børn om fyrværkeri, siger Riad Tolba, der er sekretariatschef for SSP i København

- Vi håber på, at vi undgår de scener, som vi så sidste år, siger han.

Han tilføjer, at der også vil være folk på gaden, som taler med unge om brugen af fyrværkeri.

Hos Københavns Politi er håbet også, at mange tænker sig om, når de fyrer af i nytårsdagene.

- Jeg håber, at de unge lytter til budskaberne. Det er uacceptabelt og dumt at gøre det her, lyder det fra Gert Sejbak, der er ledende politiinspektør.

Carsten: Man bliver vred i øjeblikket

I år skal brandmanden Carsten Stoltenberg ikke selv på arbejde. Men han har tænkt lidt over, hvordan nytårsaften kommer til at forløbe.

- Vi har snakket om det løbende. Og der er selvfølgelig nogle ting, som vi er opmærksomme på, når vi er ude. Men man skal huske på, at det kommer til at fjerne fokus fra den primære opgave, som er at hjælpe, siger han.

Den erfaring, som Carsten Stoltenberg og hans hold fik sidste år, videregiver de til det vagthavende hold.

Men selvom det snart er et år siden, forstår han ikke, hvorfor nogen ville skyde fyrværkeri efter dem, mens de var i gang med passe deres arbejde.

- Da det skete, blev jeg rigtig gal. Vi var alle sammen rigtig gale, men vi følte også, at vi blev decideret beskudt.

- Vores fokus er på at redde mennesker, dyr og værdier. Man tænker ikke over, at nogen har lyst til at skade os. Derfor skal man også være parat til alt muligt efterhånden, siger han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter