Cavling-vindere: Landbrugslobby ville true os til tavshed

Politikere, embedsmænd, spindoktorer, landmænd ville stoppe dækningen af 'Gyllegate'.

Klager og trusler påvirkede dagligdagen på Berlingske, da de tre journalister Chris Kjær Jessen, Michael Lund og Lars Nørgaard Pedersen arbejdede på at afdække regeringens manipulation af fakta i landbrugspakken.

Det fortalte Berlingske-journalist Lars Nørgaard Pedersen, efter at de tre Berlingske-journalister i dag modtog den prestigefulde Cavling-prisen for arbejdet.

- Der var dage i februar og marts sidste år, hvor jeg ikke havde lyst til at hente kaffe, når jeg var på arbejde, for når jeg kom tilbage til computeren eller telefonen, så var der fyldt med meddelelser, som ikke var pæne, sagde Lars Nørgaard Pedersen.

- Det var klager og trusler fra alle mulige politikere, embedsmænd, spindoktorer, partier, landmænd, landbrugslobby, særligt landbrugslobby, der gerne ville have, at vi stoppede vores dækning, fortsatte han.

De tre vindere af Cavling-prisen, Chris Kjær Jessen (tv.), Michael Lund (mf.) og Lars Nørgaard Pedersen (th.). (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Fjernede sminken, så rå fakta stod tilbage

Med flere artikler om forløbet bag regeringens landbrugspakke viste journalisterne i foråret, at regeringen ikke havde orienteret Folketingets partier korrekt under forhandlingerne af landbrugspakken.

Det førte blandt andet til, at daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) måtte gå af.

Berlingske afslørede også, at regeringens top under forløbet havde haft kendskab til problemer ved landbrugspakken, herunder regnemetoderne, men at advarsler var skåret væk, da lovgiverne blev orienteret.

Det fik Folketinget til at udtale kraftig kritik af regeringen.

Som formanden for Cavling-komitéen udtrykte det:

- I har fjernet sminken, så de rå fakta stod tilbage. Afsløret manipulation, der rakte helt op i regeringens top, kostede en minister posten og regeringen en stor næse, lød det fra journalist Ida Ebbensgaard.

Se hendes taler her:

Undersøgende journalistisk presset

I takketalen sagde Lars Nørgaard Pedersen også, at den undersøgende journalistik er under pres - altså den type journalistik, som de tre journalister i dag modtog Cavling-prisen for at have lavet.

- Antallet af kommunikationsfolk, vi møder, er stærkt stigende. Vores formelle aktindsigtsmuligheder er blevet formelt begrænset af den nye offentlighedslov fra 2013. Vores reelle aktindsigtsmuligheder er stærkt begrænset på grund af den måde, den bliver håndteret på, hvor der nogle gange går halve eller hele år, før vi får svar, sagde han.

- Jeg synes, det er en tendens, man skal tage alvorligt, lød advarslen fra Cavling-vinderen.

Men der blev også plads til de positive ord.

Tak lød det til kolleger fra Berlingske og til familierne til de tre vindere. Samtidig modtog de øvrige nominerede fra Information og TV 2/Dokumentarkompagniet ros for deres "fantastiske projekter".

- Der er håb for branchen samtidig, sagde Lars Nørgaard Pedersen på vegne af de tre Cavling-vindere.

- For vores eget vedkommende: Det lykkedes faktisk at knække det her regnskab, og det lykkedes faktisk at skaffe dokumentation for, at man havde vidst det hele vejen igennem i den øverste regeringstop, tilføjede han.