Peter Øvig Knudsen vinder årets Cavlingpris for sine bøger om Blekingegadebanden, oplyser Cavlingkomitéen.
I de to bøger “Blekingegadebanden – Den danske celle” og “Blekingegadebanden – Den hårde kerne” skildrer Peter Øvig Knudsen i detaljer folkene bag danmarkshistoriens største kriminalsag. I bog nr. to kommer konklusionen på, hvordan de syv fra Blekingegade undgik at blive dømt for terrorisme.
- Peter Øvig Knudsen har med klassisk, undersøgende journalistik leveret vigtig indsigt i en del af den danske venstrefløjs aktiviteter i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Bøgerne om Blekingegadebanden er et stykke perspektiveret og velfortalt nutidsarkæologi, som viser, hvor langt en gruppe mennesker vil gå for at nå et politisk mål, skriver Cavling-komiteen i sin begrundelse.
Helstøbt fremstilling
Ifølge komiteen er bøgerne den første samlede og helstøbte fremstilling af Blekingegadebandens tankegang, aktiviteter og kriminelle handlinger.
- I en tid, hvor terror jævnligt er på nyhedsdagsordenen, leverer Øvig Knudsen et nuanceret, troværdigt og vægtigt bidrag til forståelsen af de mekanismer, som skaber politisk motiveret kriminalitet. Desuden dokumenterer han, hvordan modstridende interesser mellem centrale myndigheder var med til at forsinke opklaringen af en række røverier, som Blekingegadebanden begik for at skaffe penge til politiske og kriminelle aktiviteter.
Dokumentarfilm på vej
Prisen, der er på 20.000 kroner og en statuette af stifteren Henrik Cavling, overrækkes fredag den 11. januar i Journalisternes hus i København.
DR samarbejder i øjeblikket med Peter Øvig Knudsen om en dokumentarfilm om bøgerne, der ventes at få premiere i slutningen af 2008.