CBS-studerende tager afstand fra jødepas-sammenligning og frygter for undervisning

To undervisere vil ikke undervise på CBS, så længe man forlanger et gyldigt coronapas.

I en mail til 120 studerende kalder Ole Bjerg og Rasmus Hougaard Nielsen blandt andet vaccinerne for " genterapiindsprøjtninger" (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix Denmark)

Den 31. januar skal undervisningen i makroøkonomi være startet for 120 studerende på Copenhagen Business School.

Nu er den opstart dog i gevaldig fare.

Universitetet kæmper nemlig lige nu med at finde nogen, der kan overtage undervisningen, efter de to undervisere i faget, Ole Bjerg og Rasmus Hougaard Nielsen, i en mail til de studerende har gjort det klart, at de nægter at undervise, så længe der er krav om coronapas på skolen.

Mikkel August Wallind læser ikke selv på den berørte uddannelse, men Studenterrådet bekymrer sig om undervisningen for de 120 involverede elever.

Og den beslutning bringer de studerende i klemme, er meldingen fra studenterrådet på CBS.

- Hvis der ikke hurtigt bliver taget hånd om denne her situation, vil det have en klar negativ indflydelse på de studerendes undervisning, siger Mikkel August Wallind, der er formand studenterrådet.

Tager afstand fra underviseres udtalelser

Lige nu er der i hvert fald endnu ikke fundet en underviser, der kan overtage de i alt 120 studerende, der modtag mailen fra underviserne.

- Der er intet, der er på plads endnu, får vi at vide, og det er det, der gør os urolige, siger Mikkel August Wallind.

Han understreger samtidig, at man tager afstand fra undervisernes udmeldingerne om, at coronapasset kan sammenlignes med jødepasset fra1930'ernes Nazityskland.

- Vi tager afstand fra de meget uheldige sammenligninger fra lektorerne, og de har handlet på en meget uprofessionel måde i forhold til deres elever, siger Mikkel August Wallind, der samtidig understreger, at man fra studenterrådets side bakker fuldt op om coronapaskravet på CBS.

Underviser: Derfor sendte jeg mail til de studerende

Han forstår slet ikke, hvorfor mailen med de markante coronabudskaber overhovedet skulle sendes ud til eleverne.

- Det er uprofessionelt af de to lektorer at skrive til de studerende i stedet for at skrive til CBS' ledelse.

DR Nyheder har forholdt den ene af de to involverede undervisere kritikken fra studenterrådet. Her lyder svaret fra ekstern lektor Rasmus Hougaard Nielsen.

- Som ekstern ansat har jeg absolut intet forhold til ledelsen og min loyalitet er 100 procent hos de studerende.

Burde I ikke bare have sent et brev til ledelsen om, at I havde sagt op?

- Jeg synes, at det er fair nok, at de studerende får en forklaring på, hvorfor vi ikke underviser på det her semester.

CBS er ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelser om sagen i dag, men i går var meldingen i et skriftligt svar fra HR-chef Anders Lauesen:

- CBS følger myndighedernes retningslinjer i håndteringen af covid-19, men CBS kan som arbejdsgiver ikke udtale sig om enkeltsager, men helt generelt er det naturligvis sådan, at det kan få ansættelsesretslige konsekvenser, hvis man ikke overholder disse retningslinjer eller i øvrigt ikke overholder sine kontraktlige forpligtelser.