Charterselskaber aflyser rejser til Egypten året ud

Tusindvis af danskere må pakke kufferterne om, selskaber aflyser alle rejser til Egypten.

Danske turister får ikke mulighed for at rejse til Egypten og se pyramiderne i Giza i 2013.

Fortsat uro i Egypten får rejseselskaberne Star Tour og Spies til at aflyse samtlige rejser til Egypten i resten af 2013.

Dermed kan omkring 2000 Star Tour-gæster og 7000 Spies-gæster kun drømme om at se pyramiderne og Kongernes Dal.

- For at sikre at vores kunder kan komme på ferie, vælger vi nu at indstille Egypten som feriemål og lade primært Tenerife tage over foreløbig indtil januar, meddeler salgsdirektør i Star Tour Stig Elling.

Tag til De Kanariske Øer i stedet

Kommunikationschef i Spies Torben Andersen fortæller, at selskabet har fået flere landingstilladelser og hotelsenge på De Kanariske Øer, så mange gæster kan komme på ferie alligevel.

Udenrigsministeriet har ikke ændret rejsevejledningen for Egypten, der de seneste uger har været præget af voldsom opstand og massedemonstrationer.

Star Tour kontakter de danskere, der har bestilt rejse til det uroplagede land, for at tilbyde dem andre feriemål eller pengene retur.

Måske igen til januar

- Vi håber, at de kommende måneder vil bringe klarhed, ro og fred igen, så vi kan åbne for rejser til januar som planlagt. Det kræver selvfølgelig også en ændret rejsevejledning fra Udenrigsministeriet, siger Stig Elling.

Mens den demokratisk folkevalgte præsident Mohamed Mursi er sendt i fængsel, er den mangeårige diktator Hosni Mubarak blevet løsladt og placeret i husarrest.

Mubaraks retssag er udskudt til den 14. september, og ligeledes er sagen mod Mubaraks sønner og sikkerhedschefer udskudt.

Voldsomme demonstranter

Hosni Mubarak er anklaget for medskyld i, at flere hundrede demonstranter blev dræbt, da et folkeligt oprør i 2011 førte til, at han efter årtier ved magten blev væltet fra sin post som præsident.

I de seneste uger har mere end 1000 egyptere mistet livet i de voldsomme kampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.

/ritzau/

Facebook
Twitter