Studerende på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, skal nu til at spidse blyanten og finde penalhuset frem, hvis de skal til eksamen i kurset 'bioressourcer'.
Tidligere kunne de studerende ellers tage en eksamensquiz derhjemme med hjælpemidler, men nu skal de i stedet tage en multiple-choice-quiz fysisk på skolen.
På denne måde kan man undgå, at eleverne derhjemme bruger den kunstige intelligens ChatGPT til at svare på eksamenspørgsmålene.
Studiechefen på DTU, Jørgen Jensen, fortæller, at chatbotten scorer topkarakterer, når man tester den.
- En af vores undervisere i programmering kørte sine eksamensspørgsmål igennem chatrobotten, og den løste opgaverne til et tital, siger Jørgen Jensen.
Kunne han se, at den var lavet af kunstig intelligens?
- Nej, det kan man jo ikke. Denne her chatbot svarer på forskellige måder. Der er ikke nogen referencer, så der er ikke nogen andre, som har svaret det samme, tilføjer han.
Det er altså ikke muligt at fange snyd med chatrobotten igennem et plagiattjek.
Chatrobot scorer topkarakterer
Studerende som har valgt kurset 'bioressourcer' er ikke nødvendigvis de eneste på DTU, som får ændret deres eksamen.
Underviserne har nemlig indtil den 31. marts til at ansøge om at ændre eksamensformen på deres fag.
Studiechef Jørgen Jensen kan endnu ikke løfte sløret for, hvor mange eksaminer som bliver ændret.
I fremtiden regner DTU dog med, at de studerende kan lade blyanten bliver hjemme, da der er tale om en midlertidig løsning.
- Vores nuværende eksamensformer passer ikke til den nye teknologi, som er kommet frem. Det er lidt en nødforanstaltning, som vi er ude i her, siger Jørgen Jensen.
Han forudser, at de fleste af eksamensændringerne vil ske i form af, at eleverne får blokeret for internetadgangen på deres computer.
Derudover kan der komme flere eksaminer, hvor studerende skal skrive en rapport derhjemme, som de derefter skal forsvare mundtligt.
Lige vilkår skaber tryghed
Hos studenterforeningen på DTU håber man, at en evaluering af de nuværende eksamensformer kan minimere snyd.
Forperson Natasha Hougaard har også øje for, hvordan ændringerne kan påvirke sværhedsgraden ved eksamenerne.
- Min største bekymring er, at underviserne ikke husker at sænke niveauet, hvis man ikke længere må bruge hjælpemidler, siger Natasha Hougaard, forperson i Polyteknisk Forening.
Hun tilføjer, at hun også godt kan forstå, at nogle studerende springer fra et fag, hvis eksamen pludseligt ændrer sig.
- Nogle få studerende kan blive intimiderede af, at man går ind til en helt ny eksamenssituation. Jeg tror dog, at lige vilkår vil gøre flere trygge, end det vil skræmme studerende væk, siger Natasha Hougaard.
Siden ChatGPT kom frem i december har universiteterne været optaget af den nye teknologi.
Samtlige universiteter har forbudt brugen af chatbotten ved eksaminer både uden og med hjælpemidler.