Chatten gløder: Over en million har været på Skat.dk

1.3 millioner danskere har nu været logget ind på Skats hjemmeside for at tjekke deres årsopgørelse.

I Skat i Odense arbejdes der på livet løs for at besvare spørgsmål omkring årsopgørelser. Siden lørdag morgen har over 1.3 millioner skatteydere været inde på Skats hjemmeside for at se om de skal have penge tilbage i skat.

Officielt er årsopgørelsen først klar på mandag, men Skat har som sædvanlig trykket på knappen flere dage i forvejen, så folk kan tjekke, om de skal have penge tilbage eller skal til lommerne for at betale restskat.

Derfor meddelte Skat fredag aften, at der var åbent for, at 4,6 millioner skatteborgere kan tjekke deres opgørelse.

Ekstra mandskab

Og siden lørdag morgen har 28 medarbejdere som noget nyt siddet klar ved tasterne for at svare på spørgsmål på Facebook, Twitter og på en chatfunktion på Skat hjemmeside.

I Skats kundecenter i Odense har 18 medarbejdere bænket sig rundt om to langborde, og de har travlt, rigtig travlt, siger Mette Børsting, der er ansvarlig for de 18 medarbejdere.

- Vores chatmedarbejdere kan nå at betjene omkring 200 i timen, og det gælder både generelle spørgsmål og helt konkrete ting, siger hun.

Én af de 18 medarbejdere er Kikki Skall, der til dagligt arbejder som assistent i Skat. Hun har siden lørdag siddet klar ved tasterne og forsøgt at svare på spørgsmål om ting folk har svært ved at forstå. Og ifølge hende er det særligt kørselsfradraget, også kaldet befordringsfradraget, der kan give anledning til forvirring.

- Der er nogen, som har svært ved at forstå, at de ikke har fået eksempelvis 30.000, når de har et befordringsfradrag på 30.000, det er nok et af de mest typiske tilfælde, siger Kikki Skall og understreger, at folk generelt er søde på chatten.

Det såkaldte befordringsfradrag, også kaldet kørselsfradrag, er til for at kompensere dem, der har uforholdsmæssigt langt til arbejde. Fradraget fungerer som en skattelettelse hvilket betyder man ikke får hele beløbet udbetalt.

Stå tidligt op for at undgå kø

Helt ind til klokken tre i nat var folk i kø for at komme ind at se deres årsopgørelser – og klokken syv i morges var der kø igen. Så hvis man ikke gider at vente i en timelang onlinekø, så lyder opfordringen fra Skat:

- Stå op på nogle specielle tidspunkter og tjek årsopgørelsen der – eller vent, for din årsopgørelse ændrer sig jo ikke i løbet af de næste dage, siger Mette Børsting.

Årsopgørelsen viser, om man skal have penge tilbage i Skat, eller om man har betalt for lidt i 2017 og dermed skal betale en restskat. Når man er logget ind, kan man tjekke sine fradrag og lave ændringer, hvis der eksempelvis mangler fradrag.

På baggrund af erfaringer fra tidligere år vurderer Skat, at tre ud af fire danskere har penge til gode.

I testweekenden sidste år var der i alt 2,8 millioner login på hjemmesiden og 4,3 millioner visninger af årsopgørelser.