Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fritaget fra tjeneste

Lars Findsen og to andre er blevet fritaget fra tjeneste. Ministeriet ønsker ikke at sige hvorfor.

Lars Findsen ses her i november 2019, da FE offentliggjorde sin årlige trusselsvurdering. (Arkivfoto) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, og to ledende medarbejdere er blevet fritaget fra tjeneste indtil videre.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en kortfattet pressemeddelelse.

Svend Larsen, der hidtil har været politidirektør i Midt- og Vestsjællands politi, indsættes som fungerende chef.

Ministeriet bekræfter overfor DR Nyheder, at den fritagne chef er Lars Findsen. Men udover det ønsker man ikke at fortælle mere om sagen.

- Vi kan ikke sige mere end det, der er står i pressemeddelelsen, lyder det fra Forsvarsministeriets pressevagt.

Forsvarets Efterretningstjeneste ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser i stedet til Forsvarsministeriet.

Det er dermed uvist, hvorfor de tre medarbejdere er blevet sendt hjem, hvorfor man har peget på Svend Larsen, og hvornår Forsvarsministeriet overhovedet vil melde mere ud om sagen.

Undersøgelse af FE

Tidligere på måneden oplyste Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), at man havde iværksat en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste.

Uden at ville uddybe skrev TET, at det skyldtes, at tilsynet er kommet i besiddelse af "en betydelig mængde materiale vedrørende FE".

- Materialet har en sådan karakter, at tilsynet besluttede at fokusere sin kontrol af FE med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de foreliggende omstændigheder, lød det.

Tilsynet kom allerede i besiddelse af det hidtil ukendte materiale i november 2019.

TET ønsker i dag ikke at svare på, om hjemsendelsen af Lars Findsen og de to andre har relation til TET's undersøgelse.

Facebook
Twitter