Medarbejderne på Psykiatrisk Center Glostrup på den københavnske vestegn er dybt berørte, efter at en kollega fredag mistede livet i et knivoverfald mod i alt tre ansatte.
En anden kollega er indlagt med alvorlige knivlæsioner, og en tredje kollega måtte behandles for overfladiske skader.
- Vi er selvfølgelig chokerede over det, der er sket. Det er jo forfærdeligt, siger chefsygeplejerske Kirsten Tofterup.
Selv havde hun og cheflæge Darius Mardosas fredag aften endnu ikke haft tid til at forholde sig til deres egen reaktion på knivstikkeriet, der skete omkring middagstid.
- Det kommer nok først senere, siger Darius Mardosas.
- Først og fremmest handler det om at tage hånd om personalet og de patienter, som er indlagt på hospitalet, og som også er påvirket at denne voldsomme handling, siger cheflægen.
Har lavet 'defusing' med medarbejdere
Klokken 12.10 fredag modtog Københavns Vestegns Politi opkald om et knivstikkeri på Psykiatrisk Center Glostrup, Brøndbyøstervej 160.
Kort efter var de første politifolk på stedet, og 35 minutter efter alarmopkaldet blev den mistænkte gerningsmand, en 41-årig mand, anholdt et stykke fra stedet.
Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen endnu ikke at oplyse, hvorvidt den pågældende er patient eller har anden tilknytning til Psykiatrisk Center Glostrup.
Medarbejderne på stedet fik fredag eftermiddag hjælp af deres erfarne kollegaer i psykiatrien til at håndtere den voldsomme begivenhed.
- Vi har lavet det, der hedder en defusing (afmontering. red.) med vores psykologer her i eftermiddag, fortæller chefsygeplejerske Kirsten Tofterup.
- Vi har haft psykologer og meget erfarne oversygeplejersker, som allesammen har trådt til og hjulpet på forskellig måde. Det har været meget forbilledligt samarbejde, hvor vi har skullet komme bedst muligt igennem den her situation, siger hun.
- Der er også mulighed for, at vores medarbejde kan få krisehjælp af psykologer. Så der bliver taget godt hånd om dem, siger Kirsten Tofterup.
Også i weekenden vil psykologer være parat til at hjælpe de ansatte, oplyser hun.
Flere drab på ansatte i psykiatrien
Det er langt fra første gang, at ansatte i psykiatrien mister livet efter voldelige overfald.
I december 2020 døde en 29-årig mandlig pædagog, efter at han var blevet stukket flere gange med kniv af en 19-årig mandlig beboer på bostedet Ørbækskilde i Fårevejle.
I 2016 blev en 57-årig kvindelig ansat slået ihjel på bostedet Lindegården i Roskilde.
Overfaldet fredag i Glostrup skete på en afdeling for retspsykiatriske patienter. Afdelingen har derfor bedre bemanding og øgede sikkerhedsforanstaltninger i forhold til almindelige psykiatriske afdelinger, oplyser cheflæge Darius Mardosas.
Det er endnu ikke meldt ud, hvilken relation den anholdte har til centeret.
Hændelsen skal undersøges
Region Hovedstaden oplyser i et skriftligt svar, at der vil blive lavet en grundig analyse af hændelsen for at "klarlægge forløbet".
Chefsygeplejerske Kirsten Tofterup siger, at hændelsen også vil blive nøje evalueret internt.
- Vi analyserer altid voldsomme hændelser med henblik på at lære af dem. Alle gør deres bedste. Det er altid nemt at være klog, når man ser ting i bakspejlet, men når man står i en situation, gør man altid sit bedste, siger hun.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) skriver til Ritzau, at hun "meget berørt" og at drabet af "dybt tragisk".
- Der er ingen ord, der rækker i den her situation, og mine tanker går til de pårørende og medarbejderne på stedet, lyder det i et skriftligt svar til Ritzau.