Cheflæge med opfordring til politikere: Hav modet til at lukke et sygehus

Nordjysk cheflæge mener, at man bør lukke et af sygehusene i regionen for borgernes bedste

Cheflæge Poul Hedevang Christensen fra Aalborg Universitetshospital Farsø vil ikke udpege, hvilket sygehus, der ifølge ham bør lukkes, da det er politikernes opgave. (© Fotograf Line Bloch Klostergaard)

En længere køretur for at modtage behandling på et nordjysk sygehus.

Det kan blive realiteten, hvis det står til cheflæge Poul Hedevang Christensen fra Aalborg Universitetshospital Farsø.

Cheflægen foreslår at lukke et af de nordjyske sygehuse i stedet for at finde besparelser på fire procent på alle afdelinger, som Region Nordjylland har lagt op til.

- Det beløb, der skal spares, er så kæmpe stort, så det vil gå udover behandlingen for rigtig mange patienter i Region Nordjylland.

- Jeg mener, at hvis man virkeligt skal have nogle penge ud af systemet, så er man nødt til at lukke nogle matrikler, for det er rigtig dyrt at holde sygehusene kørende, siger Poul Hedevang Christensen, der dog ikke ønsker at udpege, hvilket sygehus, der skal lukkes.

Region Nordjylland skal spare 280 millioner kroner på regionens sundhedsbudget i år.

Derfor er alle afdelinger på alle de nordjyske sygehuse blevet bedt om at finde besparelser på fire procent. Også til næste år står regionen til at skulle spare.

Forslagene til årets besparelser har de netop haft deadline på.

Cheflægen Poul Hedevang Christensen har foreslået at lukke skadeklinikken i stedet for at spare fire procent på alle afdelinger i Farsø. Et princip, han mener, man bør overføre til hele sundhedsvæsenet i Nordjylland, så man ikke spreder besparelserne ud, men tager beslutningen om én stor lukning.

Han bakkes op af sundhedsøkonom fra Syddansk Universitet, Jes Søgaard.

- Jeg er helt enig med cheflægen, for når vi er oppe i besparelser af den her størrelse, så er det ikke godt med ”grønthøstermetoden”, hvor alle afdelinger skal spare 4-5 procent, siger Jes Søgaard.

I stedet bør man ifølge ham finde en større ”klump” af besparelser, som fx kunne være en nedlæggelse af et mindre sygehus.

Den bedste løsning for borgerne

Ved første øjekast kan en lukning af et af sygehusene i Nordjylland ligne en løsning, der forringer sundhedsvæsenet for en del af borgerne i regionen, men ifølge sundhedsøkonom Jes Søgaard er det den løsning, der har færrest konsekvenser for nordjyderne.

- Det er en upopulær løsning, da det er meget synligt, når man lukker et sygehus, men hvis man spreder det ud, ser folk det ikke på samme måde, selvom det har større sundhedskonsekvenser, siger han.

Den holdning deler cheflæge Poul Hedevang Christensen, der faktisk også ser en mulighed for, at hvis politikerne i Region Nordjylland pakker grønthøsteren væk og i stedet peger et sygehus ud til lukning, så kan sundhedsvæsenet forbedres og effektiviseres.

- Ved at samle opgaverne på færre sygehuse kan man udnytte både personale og udstyr bedre, og samtidig kan vi samle ekspertise og aktivitet, der kan give højere kvalitet og nemmere rekrutteringsmuligheder, siger Poul Hedevang Christensen.

Ifølge sundhedsøkonom Jes Søgaard vil der altid være konsekvenser for borgere og patienter, når man som Region Nordjylland skal finde besparelser i den størrelsesorden, men ved lukning af et sygehus, vil det primært være et spørgsmål om mere transporttid.

Besparelsesforslaget med at lukke et sygehus er ifølge Jes Søgaard det, der vil give det mindste sundhedstab, altså forringelse af kvalitet og service for patienterne, hvorimod en bred besparelse vil ramme flere hårdere.

Lukning – nej tak

Cheflægen og sundhedsøkonomens forslag møder ikke opbakning fra Regionsrådets politikere.

Per Larsen, der er regionsrådsmedlem for Konservative, ser det ikke som en mulighed at lukke et af de 12 nordjyske sygehuse.

- Jeg ser ikke, at vi i den nordjyske sygehusstruktur har mulighed for at lukke et sygehus ned, og så håndtere opgaverne på andre matrikler, da der ikke er kapacitet til det, siger han.

Medlem af regionsrådet i Region Nordjylland Per Larsen (K) ser det ikke som en mulighed at lukke et af de 12 nordjyske sygehuse. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Opfordringen om at dreje nøglen om på et sygehus afvises også af den socialdemokratiske gruppeformand i Region Nordjylland, Mogens Nørgaard.

- Hvis vi lukker et sygehus, forsvinder patienterne ikke, så skal de behandles et andet sted, og det skal der være personale til, siger han.

Cheflæge Poul Hedevang Christensen fra Aalborg Universitetshospital Farsø mener dog ikke, at det handler om personale, men i stedet de store besparelser, der kan findes ved at skære udgifter væk til alt fra varme til husleje.

Regionsrådsformand Mads Duedahl fra Venstre har ikke ønsket at kommentere forslaget.