Cheminova under pres efter FN-kritik

FN vil have Cheminova til øjeblikkeligt at stoppe salget af det farlige stof methyl parathion. Det får ATP, som er storaktionær i Cheminova til at overveje om de skal stramme kravene til Cheminova.

- Kritikken fra FN er en ny oplysning, som vi ser med stor alvor på. Og det vil vi straks tage kontakt til Cheminova om, siger aktiechef i ATP, Claus Wiinblad. (Foto: Lotte la Cour)

Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP, overvejer nu, om de skal stramme kravene til, hvad den danske kemivirksomhed Cheminova må sælge.

Det sker efter FN har bedt Cheminova stoppe salget af det farlige stof methyl parathion.

Århus Universitet, som er hovedaktionær i Cheminova, mener til gengæld ikke, at der er noget problem.

Dødeligt stof

Brasilianske landarbejdere er i høj risiko for at blive forgiftet og i værste fald dø af sprøjtemidlet methyl parathion, som den danske kemivirksomhed Cheminova netop er begyndt at sælge i Brasilien.

Stoffet topper listen over verdens mest farlige sprøjtegifte og er ikke tilladt i Danmark og en række andre EU-lande.

Mark Davis fra FN's landbrugsorganisation FAO mener, at den slags meget giftige kemikalier er for farlige til at blive brugt.

- Det er ganske ofte fattige, dårligt udstyrede landarbejdere, der anvender dem. De er ikke tilstrækkeligt uddannet, og det er umuligt at bruge det rette beskyttelsesudstyr i tropiske egne, fordi det er for varmt, siger Mark Davis fra FN's landbrugsorganisation FAO og koordinator af organisationens program for farlige kemikalier.

Danskernes virksomhed

Mange danskere er i realiteten medejere af Cheminova, fordi to af virksomhedens største aktionærer er Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP). FN's opfordring får nu ATP til at overveje, om de skal stramme kravene til, hvad Cheminova må sælge.

- Kritikken fra FN er en ny oplysning, som vi ser med stor alvor på. Og det vil vi straks tage kontakt til Cheminova om, siger aktiechef i ATP, Claus Wiinblad.

Dø af sult

Rektoren for Århus Universitet, Lauritz Holm-Nielsen, mener, at folk vil dø af sult, hvis Cheminova ikke kan sælge en berygtet sprøjtegift i Brasilien. Århus Universitet er hovedaktionær i Cheminova, men rektoren kan ikke se noget problem.

- Det er vores opfattelse at Cheminova lever op til FAO's "code of conduct". Plantebeskyttelsesmidler er giftstoffer og derfor skal de anvendes forsvarligt, og det mener vi også de bliver. Hvis man holder op med at sælge stoffet, ryger produktionen og så dør den lokale, fattige befolkning af sult, siger Laurits Holm-Nielsen.

Kritik fra minister

Miljøminister Connie Hedegaard kritiserede i går Cheminovas giftsalg, og den kritik breder sig nu på Christiansborg.

Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo kalder Cheminovas opførsel uansvarlig, og SF's miljøordfører Steen Gade vil have miljøministeren i samråd for at få overblik over de muligheder, der er for at presse Cheminova. Derudover foreslår Steen Gade en stor høring, hvor Cheminova inviteres til at debattere sit salg af farlige stoffer.

Cheminovas direktør Bjørn Albinius afviser, at virksomheden gør noget galt.

Sælges kun til kyndige landmænd

I Brasilien sælger Cheminova kun den gamle og farligere formulering til store landbrugsvirksomheder, oplyser direktøren.

- På den måde mener vi, at vi reducerer risikoen for, at midlet bruges af ukyndige, smålandmænd. Jeg er sikker på, at man alligevel kan finde eksempler på ufornuftig brug af det. Men det kan man også med andre sprøjtemidler i Danmark, siger Bjørn Albinus.

Han vil invitere de danske miljøpolitikerne til Thyborøn for at forklare, både om udfasningsplanerne og om Cheminovas fremgangsmåde til at begrænse faren ved at bruge den gamle formulering.

Facebook
Twitter