Christiania: Pushere blokerer for løsning

Størstedelen af christianitterne er klar til at sige ja til statens forslag til fremtiden. Beslutningen om fremtiden bremses af en lille kerne af pushere.

Fredning af den Grå Hal er en del af statens fremtidsplan for Christiania. En flok pushere står i vejen for at christianitterne kan blive enige. (Foto: Ditte Valente © Scanpix)

Christianitterne kæmper i disse dage internt for at komme frem til et endeligt svar til politikerne. De skal afgøre om de skal acceptere statens plan for delvis normalisering af fristaden.

Flertal siger ja til forslag

Statens forslag bliver budt velkommen af de fleste christianitter, men en lille kerne af pushere modarbejder processen.

- Der er ingen tvivl om, at der er et flertal for et ja til staten, men en hård kerne omkring pushermiljøet forsøger at ødelægge det hele. De råber op, truer og er vildt ubehagelige, for de ved, at hvis ikke vi når en beslutning, er det det samme som et nej, siger Githa Foyl Iversen, Talskvinde for Christiania.

Nyt møde venter

På et møde torsdag aften skulle christianitterne tage endelig stilling til statens forslag. Efter fem timers uenighed måtte mødet dog afsluttes og beslutningen udskydes til et nyt møde søndag.

En opinionsundersøgelse tidligere på ugen viste, at klart størsteparten af de 342 deltagere var positive over for statens løsning.

Opinionsundersøgelse blev dog dømt værdiløs, da det kun var lidt over halvdelen af christianitterne, der deltog.

Christianitterne har indtil 1. april til at tage endeligt stilling til statens tilbud.

Bekymring hos Slots & Ejendomsstyrelsen

I Slots & Ejendomsstyrelsen, der skal stå for udmøntningen af Christianialoven, finder direktør Carsten Jarlov det foruroligende, hvis oplysningerne om forholdene på Christiania holder stik.

- Vi har set talskvindens udsagn og finder situationen bekymrende. Christianias beboere vælger selv, hvordan de vil træffe beslutninger, og derfor også om konsensusbeslutningsformen er den rette. Vi forholder os til det endelige svar, når fristen udløber den 1. april, siger han.

Christianitterne skal inden denne dato godkende aftalen og ophæve sit sagsanlæg mod staten. Ellers vil Slots & Ejendomsstyrelsen udmønte Christianialoven ud fra en alternativ model, som christianitterne ikke får samme indflydelse på.

ExternalContenthttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5330632fa11f9d08f0078d48

Facebook
Twitter