Christiania

Christiania-talsmand banker "kollega" på plads

Christiania-talsmand understreger, at Fristaden vil af med åbenlys hashhandel.

Justitsminister Søren Pind (tv.) er bekymret over situationen på Christiania, efter at medlem af pressegruppen Kirsten Larsen (mf.) har udtalt sig positivt om åbenlys hashhandel. Christiania-talsmand Ole Lykke (th.) kommer Pind i møde.

Vil Christiania virkelig den åbenlyse hashhandel til livs?

Det spørgsmål har rejst sig, efter at et medlem af pressegruppen på Christiania, Kirsten Larsen, forleden rejste tvivl om sagen i Berlingske.

Her lød det fra Kirsten Larsen, at det var en symbolsk handling, da christianitterne pillede boderne på Pusher Street ned. Hun lod også forstå, at Christiania intet ønske havde om at slippe af med den åbenlyse hashhandel.

Men det udsagn falder ikke i god jord hos Christiania-talsmand Ole Lykke.

I et interview med DR Nyheder inden et fællesmøde på Fristaden i aften lægger han kraftigt afstand til sin Christiania-bofælles udtalelser.

- Der er mange af os, der er rigtig fornærmede over det der, siger Ole Lykke.

- Vi synes, vi gjorde en kæmpe indsats med at pille boderne ned og lave nye regler om Pusher Street. Så det med at kalde det symbolsk passer ikke med den generelle Christiania-holdning.

- Vi er meget interesseret i at få hashhandlen ned på et niveau som i resten af København, og vi er meget interesseret i, at der kommer styr på hashhandelen, understreger han.

På dagsordenen for aftenens fællesmøde er et punkt, der hedder "Åbenlyst hashmarked - hvordan?".

Talsmand Ole Lykke håber på, at aftenens diskussion munder ud i enighed om at "holde det stramt omkring Pusher Street, som vi har gjort hidtil".

- Vi har det problem, at der hele tiden kommer folk udefra og blander sig, og det håber jeg, vi får styr på i aften, siger han.

Ole Lykke opfordrer samtidig justitsminister Søren Pind (V) og de resterende politikere til at slå koldt vand i blodet og tage kontrol over hashhandlen, så det ikke er politi og pushere, der slås om det.

Christianitterne ryddede Pusher Street 2. september 2016. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Pind bekymret

Gårsdagens udmelding fra christianitten Kirsten Larsen har ikke kun generet talsmanden Ole Lykke.

Den har også gjort justitsminister Søren Pind bekymret over, hvad christianitterne egentlig vil.

- Jeg ser tv-hold blive smidt ud af Christiania. Jeg ser, at kameraer bliver revet ned. Jeg ser folk tilkendegive, at de ønsker åbenlys hashhandel på Christiania i det samme omfang, som vi har set den organiserede kriminalitet gøre det, siger Søren Pind.

Det er ifølge Søren Pind ikke bare bekymrende:

- Det er er simpelthen uacceptabelt for omkringliggende samfund, siger han.

Justitsministeren håber, at christianitterne vil vende tilbage til den position, de indtog umiddelbart efter den voldsomme skudepisode på Fristaden for en måned siden. Her blev en betjent skudt i benet og en anden skudt i hovedet. Sidstnævnte er stadig alvorligt såret.

For en måned siden var christianitterne ifølge justitsministeren nemlig klar til at komme hashhandlen til livs, mens de også var åbne over for kameraovervågning, lys og politi.

Søren Pind fastholder i dag, at skudepisoden skal have konsekvenser for Pusher Street.

Derfor tager han nu initiativ til at mødes med retsordførerne for at drøfte situationen på Pusher Street.

- Det er ret vigtigt, at der er fælles fodslag blandt et bredt flertal i Folketinget til det her, siger han.

Facebook
Twitter