Christiania

Christiania-talsperson: Vi er blevet presset til kameraer i Pusher Street

Christianitter vil ikke tage ansvar for de nye overvågningskameraer i Pusher Street, siger talsperson.

Politiet har her til morgen opsat to overvågningskameraer på Christiania, men det er den forkerte vej at gå, siger talsperson for Christiania Ole Lykke.

Christianitterne møder politiets nye videoovervågning i Pusher Street med en stor spand skepsis.

- Det er ikke noget, vi har taget imod med vores gode vilje. Det er noget, vi er blevet presset til, siger dagens talsperson for Christiania, Ole Lykke.

Det er ifølge talsmanden justitsministeren og politidirektøren i København, der har presset christianitterne til at acceptere overvågningen.

Politiet har gjort overvågningen til en realitet her til morgen.

To kameraer sidder nu på husvæggene i Pusher Street. Samtidig hænger der skilte ved syv indgange til fristaden, som gør opmærksom på, at området er overvåget. Flere kameraer vil komme, lyder det fra politiet.

Målet er at holde pushere og hash-købere væk fra fristaden, og politiet håber, at christianitterne vil bakke op om overvågningen.

Men det må politiet formentlig se langt efter.

- Jeg tror ikke, der er ret mange herude, som føler sig særlig ansvarlige for, at de kommer til at fungere, siger talspersonen.

Samtidig afviser han, at christianitterne kommer til at "fare rundt og skælde folk ud", hvis kameraerne bliver ødelagt.

Talspersonen efterlyser i stedet mindre overvågning og politikontrol.

Han gør opmærksom på, at hashhandel i øjeblikket spreder sig ud i hele København og efterspørger politikere, som gør mere for at løse hash-problemerne.

Facebook
Twitter