Christiania

Christianias fest og hashrygning fortsatte bag politiets jernring

REPORTAGE Politiets Aktionsstyrke zigzaggede mellem skæve og fulde gæster på Christiania i jagten på en gerningsmand.

"No exit - ingen udgang". Gæsterne på Christiania fik besked på at blive i området efter angrebet på to betjente og en civil person. (© DR Nyheder)

Musikken pumper ud af højtalerne rundt om bordene på Café Nemoland på Fristaden Christiania.

Rundt om på bænkene sidder rundt regnet 50 fortrinsvis unge mennesker. Den karakteristiske duft fra hash ligger i luften, mens glødeskæret fra joints og cigaretter lyser op i mørket. Klokken er lidt over 1 om natten.

Her på den østlige side af Fristaden Christiania er det ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.

Et blodigt skuddrama har udspillet sig blot få hundrede meter herfra to timer tidligere. To politibetjente og en civil person er blevet skudt under en anholdelsesforretning foretaget af civile betjente fra den særlige Task Force Pusher Street.

Kontrasten er til at få øje på her på Nemoland, hvor gæsterne knap nok tager notits af, at de er spærret inde af kampklædte aktionsstyrker.

Ingen må komme ud af området

Politiet har lagt en jernring rundt om Christiania, og da vi en time tidligere bevæger os på vejene i grænseområdet til fristaden, er opbuddet af politi massivt. Ingen kommer ind på Christiania. Ingen kommer ud.

Betjentene råber til de gæster, der forsøger at bevæge sig til udgangene fra Christiania: "No exit here - ingen udgang".

Imens står de med greb på tjenestepistolen i hylstret. Det går op for os, at det her er alvorligt. Politiet er formentlig i gang med en menneskejagt bag afspærringerne.

I den nordlige del af området er der til gengæld intet synligt politi.

Vi ser tre-fire personer komme gående inde fra området – ud i friheden. Vi beslutter os for at gå den modsatte vej: Ind i hjertet af fristaden gennem bebyggelse og små cykelstier, der primært bruges af lokale christianitter.

På Christianshavns Vold, der udgør grænselandet til Christiania, møder vi to berusede mænd, der er på vej ud.

- I skal ikke gå derind, for så bliver I registreret, siger de snøvlende på et gebrokkent dansk.

Spændt atmosfære på Pusher Street

Vi når frem Cafe Nemoland, hvor vi bliver mødt af den dunkende musik. På den anden side begynder det omstridte Pusher Street, hvor lyset er dæmpet. I skyggerne langs murene står enkelte personer foran de interimistiske boder, som er blevet opstillet, efter Københavns Politi sidste gang ryddede stedet i et forsøg på at komme hashhandlen til livs.

Et par af boderne er ved at lukke, da vi går igennem gaden, og selvom atmosfæren er spændt, ligner det, at handlen med hash fortsætter.

Forbipasserende parerer vores spørgsmål på Pusher Street. Ingen har lyst til at svare, men flere vidner taler om et meget blodigt skyderi omkring Fredens Ark.

En mand råber os op:

- Hvis I vil ud, skal I gå ned og blive registreret ved den Grå Hal.

Straks efter vælter betjente fra Politiets Aktionsstyrke ind på Pusher Street i kampuniform med maskinpistolerne peget i jorden. De løber i cirkelformation.

Teenagere forsøger at komme hjem

Flere af de unge, vi taler med, har forsøgt at komme hjem siden midnat, og har således været tilbageholdt af politiet i flere timer. Flere af dem er i teenagerealderen. Nogle mere forstående end andre over for, hvorfor alle skal tilbageholdes.

- Hvis I ved, at der er en gerningsmand, hvorfor skal vi så tilbageholdes, siger to unge piger, der er tydeligt frustrerede over at være tilbageholdt her ved 2-tiden, når deres skoledag starter om få timer.

Andre tilbageholdte tager det mere roligt. Det er alvorligt det her, og politiet gør blot det nødvendige, når en politimand er hårdt såret, lyder det. Det får de fleste kritiske røster til at forstemme.

Gruppen tæller omkring hundrede personer på dette tidspunkt. Mange af dem taler om, de vil undgå politiets registrering. Flere kommer med bud på, hvilke stier man kunne bruge til at snige sig ud af området uden at blive skrevet i politiets bog.

Det er tydeligvis en svær opgave, det her. Politiet forsøger at styre over hundrede mennesker, hvor flere er påvirkede af det ene eller det andet. Flere står med øl i hånden.

Ved 3-tiden råbes gruppen an. I grupper af fem personer vil politiet registrere og fotografere alle enkeltvis. Forfra, fra siden og bagfra. Derefter er vi frie til at forlade Christiania og Christianshavn. Henover den nye Inderhavnsbro.

Bag os er den mørke nattehimmel oplyst af blå blink, der vidner om, at Christiania denne nat formodentlig gennemgår en fundamental forandring.

Facebook
Twitter