Der vil formentlig ikke blive langet hash over disken i den hashbod, der her til formiddag er slået op foran Christiansborg.
Men budskabet er ifølge Liberal Alliances retsordfører, Christina Egelund, ikke til at overhøre. Hun var til stede foran Christiansborg, da to kvindelige christianitter rullede hashboden ind på en trailer og ifølge Christina Egelund satte den op med ordene:
"Så kan Danmark fandme få det lort tilbage."
- Det er på mange måder et stærkt symbol på, at hashhandlen nu risikerer at rykke fra Christiania og ud i resten af København. Men det er også et stærkt symbol på, at christianitterne vil have hashhandlen ud af Christiania, og det skal vi bakke dem op i, fortsætter retsordføreren.
Hashboderne på Christiania pilles ned
Den interimistiske bod blev stillet op samtidig med, at en stor gruppe christianitter var i gang med at pille hashboderne i Pusher Street på Christiania ned.
Det sker som en reaktion på skyderiet sent onsdag aften, hvor to betjente og en civil person blev skudt af en person, som menes at have forbindelse til hashsalget på Christiania.
Skyderiet skete, da de to betjente forsøgte at anholde den formodede gerningsmand og har efterfølgende fået justitsminister Søren Pind (V) og flere andre politikere til at kræve, at christianitterne gør mere for at begrænse hashhandlen og volden på Christiania.
Det gør de nu ved at rive hashboderne på Christiania ned. Og de har ifølge De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, sendt en klar besked til politikerne.
- Christianitter har stillet en af hashboderne op foran Borgen. Hashhandel er ikke kun deres ansvar. Jeg er enig, skriver han på Twitter.
Enhedslistens Rune Lund bruger hashboden som anledning til at levere et klart politisk budskab.
- Christianitter har sat bod op foran Christiansborg. Brug for legalisering og statskontrolleret salg af hash, skriver han på Twitter.
S kræver samarbejde med politiet
Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, glæder sig over christianitternes aktion i Pusher Street, men kræver mere fra beboerne på Christiania, hvis hashhandlen skal holdes ned.
- Der hviler et stort ansvar på de politiske skuldre nu for at sikre, at politiet har de nødvendige ressourcer og kompetencer. Men vi kommer altså ikke udenom, at christianitterne også skal være med på banen fremadrettet. Det er ikke nok bare at bryde hashboderne ned, siger Trine Bramsen.
- Der skal også være en vilje til at samarbejde med politiet. Indtil nu har vi kun set christianitter, der har modarbejdet politiet, fortsætter hun.
Ifølge Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, er det "fint nok", at christianitterne med opstillingen af hashboden ved Christiansborg gør opmærksom på, at der et problem, som skal håndteres.
- Og det skal vi gøre ved at styrke politiet helt betragteligt, så det kan håndhæve lov og orden i hele landet, siger Peter Kofod Poulsen.
Han opfordrer derudover christianitterne til at opretholde presset mod pusherne. Du kan høre interviewet med Dansk Folkepartis retsordfører foran den nyopstillede hashbod ved at klikke på billedet herunder.