Christiansborg er en energisluger

På Christiansborg hamrer Energiforbruget derudad. Så meget, at Folketinget ifølge Elsparefondens beregninger sluger mere strøm om natten, end andre offentlige kontorbygninger bruger - om dagen

Det høje energiforbrug blandt andet skyldes et gammelt ventilationsanlæg, der pumper 21 grader varm luft rundt i det enorme hus. (Foto: Folketingets presseservice © Folketingets presseservice)

Flot ser det ud, når Christiansborg en mørk aften i december ligger badet i lyset fra hundredevis af vinduer.

Men indenfor i det store hus står kontorerne tomme. Selvom politikerne er gået på weekend, kører lys, varmeanlæg og ventilation som normalt.

Nedbringe CO2-forbrug

Energiforbruget hamrer derudad. Så meget, at Folketinget ifølge Elsparefondens beregninger sluger mere strøm om natten, end andre offentlige kontorbygninger bruger - om dagen. Det skriver B.T. søndag.

For et par måneder siden bad den radikale Martin Lidegaard husets ledelse om at se på sagen. Han blev imidlertid ikke genvalgt, og nu har SFs nyvalgte miljøordfører Ida Auken taget over.

Hun kræver hurtig handling. - Jeg har bedt Folketingets ledelse, præsidiet, udarbejde en strategi for, hvordan man nedbringer sit CO2-forbrug, siger hun til B.T.

Facebook
Twitter