Tema Psykisk vold

Christina og Pernille Rosendahl voksede op i et hjem med massiv vold

I dag præger det sangerinden Pernille Rosendahl og filminstruktøren Christina Rosendahl, at deres far var voldelig.

Den ene søster er en kendt sangerinde. Den anden en fremtrædende filminstruktør.

Nu fortæller de to Rosendahl-søstre for første gang, hvordan de voksede op i et hjem med massiv vold og frygt.

Det sker i forbindelse med premieren på en ny dokumentarfilm "Vold i kærlighedens navn", som Christina Rosendahl har instrueret.

Hvornår opdager I første gang, at der er noget hjemme hos jer, der ikke er, som det skal være?

- Jeg har ingen erindring om, at der ikke har været vold. Der findes ikke noget før eller efter for mig. Det har været der altid, fortæller Christina Rosendahl.

Da de to søstre er små piger, ser de jævnligt faren banke moren i hjemmet.

- Jeg tænker tilbage på det, som om vi var jagede dyr. Det er ligesom soldater i krig. Man ved ikke, hvornår bomben falder, men man ved, at den falder, siger Pernille Rosendahl, der betegner opvæksten som stresset og ensom.

Dokumentarfilmen "Vold i kærlighedens navn" har premiere 1. november i landets biografer. I filmen viser instruktør Christina Rosendahl (tv.), hvordan krisecenteret Danner hjælper voldsramte kvinder.

"I andre hjem går mødrene ikke rundt med et blåt øje"

Det er for det meste om aftenen og natten, at volden blomstrer op - ofte når faren er fuld. Næste dag går faren i bad, tager vand i håret og går på arbejde, som om intet er hændt.

Først omkring skoletiden går det op for de to søstre, at ting er anderledes hjemme hos vennerne.

- Der går mødrene ikke rundt med et blåt øje. Det åbenbarer sig stille og roligt, siger Pernille Rosedahl.

Børn vokser op med vold

Omkring 33.000 børn i Danmark lever i familier, hvor der er vold, viser tal fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre.

Lev uden Vold har en hotline, som kan kontaktes, hvis der er mistanke om vold.

I mange år taler børnene ikke med andre om det - heller ikke hinanden.

- Den stærkeste følelse, jeg har omkring det, er at sørge for, at ingen finder ud af det og opdager, at der er noget galt, siger Christina Rosendahl.

Som filminstruktør har Christina Rosendahl som den første fået lov til at følge livet på krisecenter Danner i København, der ellers er lukket for omverdenen.

Hun har dokumenteret kvindernes fortællinger om vold - noget som omkring 33.000 kvinder udsættes for årligt, og som omkring 33.000 børn er vidne til hvert år. Historierne minder om Rosendahl-søstrenes barndom.

"Vi var fuldstændigt ude af kontrol"

En af de gange, hvor faren skaber frygt i hele familien, er en fredag, hvor familien skal i sommerhus.

- Han er rigtig fuld, og vi sidder tre børn på bagsædet, og han insisterer på at køre, fortæller Christina Rosendahl.

Vi havde ingen indflydelse på, hvordan det skulle ende. Det var 100 procent vores far, der styrede, hvor det endte

Pernille Rosendahl

Moren forsøger at overtale faren til at stoppe og stige ud af bilen.

- Det hidser ham op, og så vil han bevise, at han godt kan håndtere det. Han kører over 200 kilometer i timen på vejen, hvor der er modkørende, som han overhaler udenom. Det er en helt panisk situation, fortæller Christina Rosendahl.

- Vi var fuldstændig ude af kontrol. Vi havde ingen indflydelse på, hvordan det skulle ende. Det var 100 procent vores far, der styrede, hvor det endte, siger Pernille Rosendahl.

Faren falder dog ned igen, så bilen ikke kører galt.

- Når der havde været vold af en eller anden form, er der altid en periode lige efter, hvor der er fred. På en måde er det rart, når det foregår, for så ved man, at nu er der fred lige om lidt, siger Christina Rosendahl.

Sangerinden Pernille Rosendahl er 45 år og har været forsanger i Swan Lee og i rockbandet The Storm.

"Han var til tider et uhyre, men vi har også elsket ham"

På et tidspunkt udvikler en anden situation sig livsfarligt, og netop den hændelse får moderen og børnene til at flygte fra faren.

De to søstre har slået et telt op på græsplænen foran deres lejlighed. De kan høre, at faren slår moren, som råber på hjælp. På det tidspunkt er de omkring 10 år.

Samme nat vågner de to søskende af, at faren overfalder moren voldsomt.

De ser moren flygte ind på toilettet, hvor hun skruer toiletlåget af og banker det ned i toilettet for at vække naboer og tilkalde hjælp. Politiet kommer og anholder faren.

Familien går under jorden i en periode. Herefter flytter de endegyldigt væk fra faren.

- Alle vi tre børn var ekstremt splittede. Vi elskede jo vores far. Selvom han også til tider har været et uhyre, har vi også elsket ham, holdt af ham og været nervøs for ham, siger Pernille Rosendahl.

Faren opsøger flere gange familien på den nye adresse og på pigernes skole.

Rosendahl-søstrene kan godt mindes gode episoder med deres far, som her ses til nytår, men når der var alkohol involveret, vidste de, så de det som et faresignal.

"Du stopper aldrig med at være bange"

Først da deres far dør, giver det en vis ro, men frygten sidder stadig i dem.

Hvornår holdt I op med at være bange?

- Når du vokser op med vold, stopper du aldrig med at være bange. Jeg bliver ekstremt bange, hvis jeg ser noget voldeligt ske. Så kommer angsten op, som om jeg er sat tilbage til, da jeg var lille, siger Pernille Rosendahl.

Faren går bort, da søstrene er i midten af tyverne.

- Med hans død er der noget, som dør med det – angsten for at han slår igen. Men den fortsætter inde i mennesket til den dag i dag, fortæller Pernille Rosendahl.

Flere former for vold

Selvom mange forbinder vold med blå mærker og slag, så findes der andre flere former for vold:

  • Fysisk vold
  • Psykisk vold
  • Stalking
  • Økonomisk vold
  • Materiel vold
  • Seksuel vold

Læs mere om de forskellige former for vold her

Som børn får Rosendahl-søstrene ikke hjælp udefra. De kommer ikke på krisecenter.

Senere har de hjulpet hinanden og talt med moderen. Hun støtter søstrene i, at de går ud med deres historie.

Samtidig har de som voksne gået til psykolog. Her bliver Pernille Rosendahl i første omgang vred på sin mor. Nu ser hun hende som en heltinde, fordi hun formåede at komme væk fra faderen.

- Hvis jeg skulle have ønsket noget, var det helt klart, at hun havde fundet modet til at gå noget før, siger Pernille Rosendahl.

Børn kan vove modet og tale med andre

Ved at stå frem og fortælle om familiens historie håber søstrene på, at de kan bryde et tabu og gøre det klart for alle, at folk kan have en voldsom historie med i bagagen, selvom de tilsyneladende ser normale ud.

Til børnene lyder rådet:

- Som barn skal man vide, at det aldrig er børnene, der kan handle på det her. Det er de voksnes ansvar at handle på voldshandlinger. Men som barn kan man godt vove modet og snakke med andre mennesker om det. Det kan være en lærer, en fortrolig, eller man kan starte med at fortælle det til sin bedste ven, lyder det fra Pernille Rosendahl.

- Jeg ville ønske, jeg havde talt med nogle andre voksne. At jeg havde sagt det til min lærer, tilføjer hun.