Christine på 25 har en blandet personlighedsforstyrrelse: Hvis ikke jeg er min diagnose, hvem er jeg så?

Men Christines psyke skal ikke stå i vejen for hendes brændende ønske for at få et arbejde.

Christine Thomsen er 25 år gammel. Når hun tænker tilbage, kan hun ikke huske, hvornår hun rigtig har været glad. Hun blev drillet nærmest fra første skoledag, og siden hun var teenager, har hun kæmpet med flere diagnoser.

Hun har haft to depressionsdiagnoser, angst, bulimi, stress og har det, der kaldes en blandet personlighedsforstyrrelse. Hendes personlighedsforstyrrelse er en kombination af de psykiske lidelser borderline, passiv aggressiv, depressiv, tvangspræget og narcissistisk.

Alligevel har hun en kandidatgrad i engelsk og retorik. Det har dog været svært at finde et job, hvilket er helt centralt for Christine. Hun vil vise over for sig selv og alle andre, at diagnoserne ikke kan holde hende tilbage.

Her får du hendes historie, fortalt med sine egne ord.

9. juni 2019

Jeg er et sted lige nu, hvor jeg er lidt ude og skide. Jeg har mistet forbindelsen til den, jeg er. Min kæreste og jeg er næsten lige gået fra hinanden, jeg skal finde et arbejde og lige om lidt, står jeg uden bolig. Der er mange ting, der ikke går, som jeg gerne ville, at de skulle.

Lige i øjeblikket er jeg på dagpenge, men jeg er i praktik i Roskilde Kommune, i noget der hedder Next Work, hvor jeg får lov til at arbejde med udsatte unge. Det, synes jeg, er virkelig fedt.

Jeg kan ikke gå rundt herhjemme hver dag hele tiden uden at have noget at lave, så bliver jeg fuldstændig sindssyg - eller mere sindssyg.

Mit værste mareridt er, at jeg bliver en person, der opfylder alle de fordomme, jeg selv har, om folk, der har psykiatriske diagnoser. At jeg bliver typen, der er indlagt og spændt fast med et bælte, eller jeg ender med bare at ligge på sofaen uden at bidrage med noget som helst.

Det er måske derfor, jeg så inderligt ønsker at have et arbejde. For mig er det et udtryk for en almindelig hverdag, hvor jeg har nogle faste rutiner, og hvor jeg er med til at få samfundet til at løbe rundt.

Jeg har faktisk heller aldrig været indlagt, og det er jeg egentlig ret stolt af, hvis man kan sige det sådan. Det er ret vigtigt for mig, at andre ved, hvor godt jeg har klaret mig. Jeg ved godt, det er åndssvagt, men ligemeget om du har en psykiatrisk diagnose eller ej, så er det hårdt at tage en kandidat.

Når du så også lige lægger de ting, jeg har været igennem, oveni, så synes jeg faktisk, at det er vildt godt klaret, hvis jeg selv skal sige det.

Helt vildt ked af det

Ligemeget hvordan man vender og drejer det, er det bare sindssygt hårdt at søge arbejde. Men det er alligevel også lidt anderledes for mig, fordi jeg grundet min diagnose bliver meget mere påvirket end andre.

Jeg bliver aldrig rigtig vred, men jeg kan blive meget, meget ked af det. Når jeg bliver ked af det, bliver jeg det sådan 10 gange mere end, hvad alle andre ville. Det er de samme ting, vi reagerer på, men jeg gør det bare mere intenst.

Med tiden begynder jeg også at få tanker, som mange nok kender. Tanker om, at jeg bliver jobsøgende for evigt, og så ender jeg med at blive én af dem, jeg frygter at blive. Jeg sætter mig selv i en bås, hvor jeg er en af de psykisk syge, der heller ikke kan få et job, samtidig med at jeg synes, det er så pinligt og skamfuldt at være arbejdsløs.

Jeg siger i stedet, at jeg er nyuddannet, fordi det er knap så negativt i mit hoved.

Person skåret ned til en A4-side

Som så mange andre unge, der er i midten af tyverne, er det svært for mig at finde ud af, hvem jeg er. Hvad er min identitet? Og det bliver endnu sværere, når du har en blandet personlighedsforstyrrelse, som jeg har.

Det gør, at jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvem jeg er helt generelt, og det bliver jeg i den grad konfronteret med, når jeg skal søge arbejde. Der skal jeg formulere, hvem jeg er på én enkelt A4-side.

Specielt diagnosen borderline gør, at jeg har en tendens til at tilpasse mig andre folks værdier og holdninger. Hvis én af mine kammerater siger til mig, at vedkommende synes det her om denne her sag, så tænker jeg, at jeg synes det samme.

Dagen efter kan der være nogle andre, der siger noget helt modsat om den samme sag, og så er det tæt på umuligt for mig at finde ud af, hvad jeg synes om sagen. Jeg har svært ved at holde fast i mine egne holdninger og meninger, fordi hvad nu hvis de er forkerte eller ikke er okay?

Jeg har haft meget travlt med at definere mig selv ud fra mine diagnoser, og det skal man lade helt være med. Fordi jeg er ikke min diagnose.

Det betyder, at jeg nu skal finde ud af, hvem jeg så er. Og det er sgu svært. På alle leder og kanter.

Kandidat på trods af selvmordsforsøg

Jeg ved, jeg kan virkelig meget. Jeg har for eksempel færddiggjort min kandidat i engelsk og retorik, inden jeg blev 25 år på trods af flere forskellige behandlingsforløb og selvmordsforsøg.

Der bliver jeg helt vildt bange for at miste alle de ting, jeg har opnået, hvis nu jeg ender med ikke at kunne få et arbejde. Inde i mit hoved er jeg ikke okay eller et ordentligt menneske, hvis ikke jeg har et arbejde, fordi det skal man have. Man skal bidrage til samfundet.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, om andre har det. Hvis de har brug for at være sygemeldte eller noget helt tredje, skal de gøre det, fordi det er det bedste for dem. Men jeg skal have et arbejde, fordi ellers så er jeg ikke et ordentligt menneske.

Hvis jeg så samtidig kan give fingeren til alle de ting, som har været svære og hårde i mit liv, diagnoser, selvmordsforsøg, selvskade, og bruge det til at hjælpe nogle andre, så er det da det, jeg skal. Det vil bevise, at jeg kan.

Hør Christine fortælle om sine selvmordsforsøg, og hvad hun tænker om dem i dag i klippet her.

Hvad nytter det?

Jeg synes, det er fuldstændig vildt, at jeg har været et sted, og nogle gange er et sted, hvor jeg tænker, at jeg ikke har lov til at være her, eller at det ville være bedre for andre, hvis jeg ikke var her - at man egentlig bare ikke har lyst til at eksistere. Livet er jo ikke engang rigtig begyndt endnu.

Mit problem er, at jeg ikke kan finde ud af at være alene eller være sammen med mig selv, fordi jeg ikke rigtig finder nogen inspiration i mig selv. Men jeg gør det heller ikke så meget med andre mennesker, fordi jeg er så bevidst hele tiden og går og tænker så meget, at jeg ikke kan slappe af.

Det virker så nyttesløst. Så endeløst. Jeg kan ikke se, at jeg har et job om et halvt år. Jeg har svært ved at se mig selv i den situation.

13. august 2019

Jeg var til samtale i Faxe Kommune, og nu har jeg fået et job som recovery mentor. Nu er jeg voksen. Det var en meget personlig ansøgning, jeg sendte afsted til dem.

Jeg spurgte også, hvorfor de kaldte mig til samtale i første omgang, og der nævnte de, at de godt kunne lide, at jeg var så ærlig i min ansøgning til jobbet.

Men ikke alene det, at jeg var ærlig om hele mit forløb i psykiatrien, men også at jeg kunne fortælle, hvordan jeg kunne bruge det konstruktivt fremadrettet.

Det er meget surrealistisk at stå med et arbejde. Nu har jeg ventet så lang tid på at få et job. Og så er det et job, jeg virkelig kan se mig selv i, som jeg er meget passioneret omkring, der bliver mit første job.

Det bliver vildt og nyt og spændende. Det er pisseskræmmende allerede, og jeg er rædselsslagen, men det skal nok blive godt.

Jeg tror, det har udfordret mig lidt. Jeg har skullet turde noget mere, fordi jeg også skal kunne byde ind med noget.

Og det har vist mig, at jeg godt kan. At jeg ikke er så bange af mig, som jeg har gået og troet, at jeg er.

Jeg håber inderligt, at når man følger min historie, at man ser, at det godt kan lade sig gøre på trods af diagnoser, og i mit tilfælde faktisk ved at bruge dem, godt kan få det, man gerne vil have.

Man kan sagtens få sig en uddannelse, job, børn og familie, eller hvad man vil have. Man kan det hele, uanset om man har en diagnose eller ej.

Og så håber jeg, at folk uden diagnoser også vil forstå, hvordan det kan være en udfordring for mange, og hvor meget det kræver at få en hverdag til at fungere. At man viser forståelse, empati og støtter dem man kender, som står i den situation.