Colibakterier årsag til urent drikkevand i Aalborg

Tidligst på tirsdag er der rent vand i hanerne igen.

Drikkevandet i centrale dele af Aalborg skal fortsat koges, fordi colibakterier har fundet vej til ledningsnettet i byen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er colibakterier, der er fundet i drikkevandet i en del af det centrale Aalborg.

Byens vandforsyningsenhed jagter fortsat årsagen til, at bakterierne er kommet ind i ledningsnettet, oplyser distributionschef Ole Neerup-Jensen hos Aalborg Forsyning.

- Colibakterier skal ikke være i drikkevand, så det tager vi meget, meget alvorligt. Vi prøver at finde kilden og få det elimineret hurtigst muligt.

- Det har vi brugt aftenen og natten på at arbejde os henimod, samtidig med at vi har brugt natten på at skylle systemet, siger han.

På grund af fundet af colibakterierne anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at beboere i Aalborgs midtby og Rørdal koger vandet i mindst to minutter, før det drikkes eller bruges i madlavning. Man kan roligt tage et bad eller vaske tøj i vandet.

Borgerne i Aalborg skal vænne sig til de nye vaner, for der vil gå mindst nogle dage, inden kogeanbefalingen kan ophæves.

- Vi kan tidligst sige noget i løbet af tirsdagen. Metoden er sådan, at vi skal have to efterfølgende prøver, som viser, at vandet er rent, inden vi kan afblæse anbefalingen af at koge vandet, siger Ole Neerup-Jensen.

Opfordres til at følge udviklingen

Ifølge Aalborg Vandforsyning er omkring 20.000 til 25.000 mennesker berørt. De skal ikke frygte at blive syge, selvom de har drukket af vandhanen.

- De her bakterier hører ikke hjemme i drikkevand, men overordnet set er der en meget lille risiko for at blive syg, hvis man har drukket vandet. Men hvis man har mistanke om, at man er blevet syg, skal man kontakte egen læge, siger Ole Neerup-Jensen.

Colibakterierne blev fundet i drikkevandet via et måleprogram. Når programmet slår ud, iværksættes et beredskab automatisk.

De ramte steder er området mellem Vesterbro/Prinsensgade i vest, Fyensgade/Jyllandsgade i syd, Østre Alle og ud mod Oliehavnen i øst.

Alle berørte beboere er orienteret om situationen via en sms.

På Aalborg Forsynings hjemmeside www.aalborgforsyning.dk kan beboere se, om de er omfattet af forureningen og følge udviklingen.

Ifølge Aalborg Forsyning er borgere berørt i området mellem Vesterbro/Prinsensgade i vest, Fyensgade/Jyllandsgade i syd, Østre Alle og ud mod Oliehavnen i øst.

Facebook
Twitter