Supermarkedskæden Coop prøver at begrænse brugen af PFAS i de produkter, der sælges i kædens butikker.
PFAS-stofferne bliver ofte brugt i en række forbrugerprodukter, blandt andet tandtråd, kosmetik og tøj.
Men i Coops butikker prøver man at forhandle produkter uden PFAS. I 2015 besluttede kæden, at den ikke længere ville have PFAS i fødevareemballager.
- Det er både bøvlet og besværligt at gå forrest. Men siden da har vi udvidet det krav til flere produktgrupper. Det gælder blandt andet personlig pleje og kosmetik samt tekstil og sko, lyder det fra ansvarlighedschef, Signe Didde Frese.
Netop kosmetik, tøj og sko er områder, Coop har en særlig opmærksomhed på.
- Vi har kigget på de steder, hvor der er risiko for berøring med huden. Der lægger vi den største indsats, fordi der er den største risiko for forbrugeren.
Ikke alle produkter er fri for PFAS
I praksis har Coop skrevet ind i deres kontrakter med deres leverandører, at de ikke vil have produkter med PFAS.
Hvordan håndhæver I det her?
- Vi tager først og fremmest en meget grundig snak med leverandørerne, også løbende, for leverandørerne kan skifte underleverandører. Derudover har vi et testprogram, hvor vi laver stikprøvekontroller af vores produkter, lyder det fra Signe Didde Frese.
Det betyder dog ikke, at der er garanti for, at alle produkterne i Coops butikker er fri for PFAS. Ifølge Signe Didde Frese gælder det blandt andet elektronik.
- Der kan være en belægning med flourstoffer på elektriske apparater. Der findes ikke en løsning endnu, så det er af de steder, hvor vi ikke stiller de krav, for den teknologiske løsning findes ikke endnu.
Når I nu er gået enegang på for eksempel plejeprodukter og tøj, hvorfor gør I det så ikke også på elektronik?
- Grunden til, at vi ikke bare kan gå enegang på alt, er dels, at der ikke findes de teknologiske alternativer til for eksempel elektronik. Til det har vi brug for lovgivning. Og dels er Coop, selvom vi er store i Danmark, små i den store verden, og der er brug for helt andre kræfter.
Potentielt lange udsigter til EU-forbud
De kræfter, Coop efterspørger, kan for eksempel komme fra EU.
Tirsdag præsenterede Det Europæiske Kemikalieagentur et lovforslag, der handler om at begrænse brugen af PFAS-stoffer i EU.
Lovforslaget kommer fra Danmark, Tyskland, Holland, Norge og Sverige og lægger op til at forbyde omkring 10.000 PFAS-stoffer.
Derfor har virksomheder og producenter som udgangspunkt har halvandet år til at omstille deres produktion til ikke længere at bruge PFAS, hvis forslaget bliver vedtaget.
Det vil så betyde, at produkter som regntøj, kosmetik og køkkenudstyr vil være forbudt at producere og sælge i EU, hvis de indeholder PFAS.
Signe Didde Frese er meget begejstret for, at et EU-forbud mod PFAS kan være på trapperne.
- Jeg synes, det er et rigtig godt forslag, og jeg håber, at det kommer til at betyde, at vi har et forbud mod alle PFAS-stoffer. Det kræver en stor omstilling i nogle af industrierne, og der kan Coop ikke flytte det. Der skal lovgivning til.
Men for nogle produkter er der i EU-forslaget lagt op til en overgangsperiode på fem år og for andre produkter helt op til 12 år.
Og den tidshorisont er lige lang nok, mener Signe Didde Frese.
- Det er måske i overkanten, og derfor har vi opfordret regeringen til at gå enegang i stedet for at vente på EU. Der er nogle områder, hvor det giver rigtig god mening.
Tænk roser Coops initiativ
Hos Forbrugerrådet Tænk synes man, at Coops initiativer er prisværdige.
- Det er rigtig positivt, at Coop selv tager ansvar og går foran, når vi ikke har et forbud mod flourstoffer i forbrugerprodukter, siger formand Anja Philip og tilføjer:
- Det betyder, at man som forbruger ved, at hvis man handler der, er der taget højde for den problematik.
Selvom Coop er en stor virksomhed, er der trods alt mange andre steder, danskerne kan handle uden at ane, om det, de putter i indkøbskurven, indeholder PFAS. Batter det overhovedet noget?
- Alt batter i den her proces, hvor vi skal have udfaset flourstofferne så hurtigt som muligt. Derfor er det rigtig positivt, at en stor virksomhed som Coop går foran og viser, at det kan lade sig gøre, og at der stadig er produkter på hylderne som er ganske udmærkede.
Anja Philip og Tænk mener også, at Danmark bør gå forrest og lave et nationalt forbud mod PFAS, hvor det er muligt, for eksempel i tekstilindustrien.
Der er langt fra enighed om, hvorvidt der er behov for et nationalt forbud mod PFAS. Det kan du høre mere om i P1 Debat fra den 25. januar.