Coop: Vi sælger ikke tobak til mindreårige af ond vilje

Supermarkedskæden kalder politisk forslag om tobakslicens og kontrolkøb for 'voldsomt'.

Signe Didde Frese, som er ansvarlighedsdirektør i Coop, ser Socialdemokratiets forslag som at skyde gråspurve med kanoner. (Foto: René Elias Kurtik © dr)

Socialdemokratiet vil afsætte 20 millioner kroner om året til kontrol af tobakssalg til unge.

Det skal ske ved at indføre en licens til at sælge tobak, som såkaldte 'mystery shoppers' kan fratage butikkerne, hvis de sælger tobak til mindreårige.

Men det er at skyde gråspurve med kanoner ifølge Coop, som driver supermarkedskæderne Kvickly, Brugsen, Fakta og Irma.

- Det er svært at gætte en persons alder, så der kan ske fejl. Vi har ikke id-kultur i Danmark, og med over en million ekspeditioner om dagen, kan der ske en menneskelig fejl. Derfor synes jeg, at det ville være meget drastisk, siger Signe Didde Frese, der er ansvarlighedsdirektør i Coop, som har 40.000 medarbejdere.

Når butikskæden selv har lavet stikprøvekontroller, har 4 ud af 10 butikker lavet fejl med salg af tobaksvarer til mindreårige. Men det betyder ikke, at der er behov for øget statslig kontrol, mener Signe Didde Frese.

- De gør det ikke med vilje eller af onde hensigter, så det nytter ikke at true med fyring, men det kræver træning og uddannelse. Vi har installeret en masse elektronik i vores kasseapparater, der minder medarbejderne om det, hver gang de scanner en pakke tobak, forklarer hun.

I stedet vil man fortsætte med at have fokus på undervisning af medarbejderne.

- Det virker, for det bliver bedre for hver gang vores egenkontrol er ude på besøg, understreger ansvarlighedsdirektøren.

Facebook
Twitter