Corona-eksperterne er 'rimelig trygge' ved genåbningsplanen: Coronapasset bliver en hjørnesten

Politikerne har lyttet til anbefalingerne, siger Seruminstituttet.

Tidligt her til morgen nåede et bredt flertal i Folketinget endnu engang til enighed om en genåbningsaftale, der kan ende med at blive den sidste under coronapandemien herhjemme.

På mandag siger vi nemlig farvel til mundbindet alle andre steder end i den offentlige transport.

Barer og restauranter kan holde længere åbent, natklubberne kan åbne 1. september, hverdagen bliver mere normal for børnene i institutioner og skoler, mens det er slut med at vise coronapas til oktober.

Og selvom det kan lyde som en stor genåbning, er det ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) helt inden for skiven i forhold til de sundhedsfaglige anbefalinger.

Og det giver Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital, ministeren ret i.

- I den kommende tid tror jeg, at vi kommer til at se et ret stort fald i smittetal og indlæggelser. Der kan komme smitteudbrud som følge af, at nattelivet åbner, og forsamlingsloftet løftes, men det forventer jeg kan håndteres.

Vigtigt med coronapas

For Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, er det væsentlige, når man åbner mere, at man holder styr på epidemien.

- Overordnet er jeg rimelig tryg ved aftalen. Der er nogle knaster rundt omkring, men jeg er glad for, at man ikke har udfaset coronapasset.

Det samme er Christian Wejse. Coronapasset er ifølge ham helt centralt, når det kommer til en genåbning af samfundet.

- Det er vores sikkerhed for, at der fortsat vil være lav sandsynlighed for, at vi møder en smitsom person.

Allan Randrup Thomsen kalder coronapasset for en "hjørnesten".

- Det gør, at folk bliver testet hyppigt. Dermed har vi både styr på, hvor udbredt infektionen er, og vi får materiale til at sekventere virus, så vi kan se, hvilke varianter der er i omløb.

Risiko for superspredning

Som skrevet er der dog også ifølge Allan Randrup Thomsen nogle knaster i aftalen. Han har ved flere af de tidligere forhandlinger været bekymret for at åbne mere for nattelivet, og det har ikke ændret sig.

Derfor er han heller ikke helt tryg ved, at barerne fra i morgen må have åbent til 24, og at man ikke skal have købt sidste omgang inden klokken 22.

- Jeg havde gerne set, at man havde ventet til starten af juli, hvor vi ud fra forudsigelserne står i en meget bedre situation. Jo længere tid du er der, og jo mere alkohol, du har indtaget, des større er risikoen for at blive smittet, siger han.

Pandemiforsker Lone Simonsen, der er professor ved Roskilde Universitet, er dog mere bekymret for, at EM-slutrunden, der altså blandt andet afholdes i København, kan ende som en supersprederbegivenhed.

Politikerne har nemlig valgt, at man allerede fra på lørdag, hvor Danmark møder Finland, kan lukke 25.000 ind i Parken i stedet for den tidligere grænse på 15.900.

- Jeg synes, det er voldsomt mange mennesker. Kampene spilles inden for fire-fem dages mellemrum. Fra et virus’ perspektiv er det en god mulighed for at komme i gang med spredning, hvis man har mennesker, der går fra kamp til kamp og så på restauranter og så videre, fortæller Lone Simonsen.

- Der er stor risiko for, at det kan blive supersprederbegivenheder.

Seruminstituttet føler sig hørt

Det var ikke kun politikere, der sad i forhandlingslokalet i går. Her var sundhedsmyndighederne vanen tro inviteret til at give deres anbefalinger i forhold til, hvad der er sundhedsfagligt forsvarligt.

Derudover havde Statens Serum Institut (SSI) også lavet et notat med anbefalinger, som Henrik Ullum, der er direktør i SSI, mener, at politikerne har brugt i de timelange forhandlinger.

- De har helt klart lyttet. Det er vigtigt, at der bliver holdt fast i nogle af de vigtige styringsmekanismer, som vi har brugt med stor succes, siger han.

SSI forudsiger i notatet, at smitten vil falde markant, når skolernes sommerferie nærmer sig. Det fald kan dog blive mindre med genåbningerne, vurderer han.

Henrik Ullum minder også om, at de daglige smittetal i øjeblikket er højere end på samme tid sidste år. Så epidemien skal stadig holdes i kort snor, siger han.

- Slipper vi den helt løs, så risikerer vi, at mange af de danskere, der venter på vaccinen, når at få infektionen. Det ville være super ærgeligt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk