Corona gav disse tre venner et helt nyt liv: 'Banken siger, at vi er komplet idioter'

Coronakrisen fik tre venner til at flytte fra København til Skagen for at blive restauratører.

Fra venstre: Niels Ove Kildahl, Matilde Grue og Søren Linaa Korsholm. Sammen driver de spisestedet Blink i Skagen. Foto: Sara Brik

Matilde Grues stemme skærer gennem køkkenet.

- Kasper! Vi har syv deller, fem smag og to grønne, siger hun, imens hun lader en køkkenkniv glide igennem en gul cherrytomat.

25-årige Matilde Grue er nyuddannet kok, og for få uger siden blev hun sammen med sine to venner Søren Linaa Korsholm og Niels Ove Kildahl forpagtere af spisestedet Blink, som ligger i Skagen næsten helt ude ved Grenen.

Tilbage i marts, da landet lukkede ned, boede de tre venner ellers i København, og det lå ikke ligefrem i kortene, at de skulle drive et spisested ved et fyr på landets nordligste punkt.

Søren Linaa Korsholm var journaliststuderende på RUC, Niels Ove Kildahl arbejdede som arkitekt, og Matilde Grue var som nævnt lige blevet kok og havde planer om at læse en master i Italien.

Men så kom corona, og da de sad mere eller mindre isoleret i hver sin lejlighed, satte det tankerne i gang hos dem hver især.

Hvad er det egentlig, jeg har lyst til? Hvad er det egentlig, jeg synes, er sjovt? Hvad er det egentlig, der gør mig glad?

Rækken af spekulationer fik under nedlukningen to af vennerne til at tage til Skagen for at se spisestedet ved fyret, som de havde set manglede forpagtere.

Selv om vejret var elendigt, faldt de fuldstændig for stedet, og i midten af maj rykkede alle tre venner så teltpælene op og flyttede de over 400 kilometer, der er fra København til Skagen for at blive forpagtere af restauranten.

- Corona gav mig tid til at tænke, fordi alt var på standby, og det har givet mig en helt anden fremtid. Det her var ikke sket uden corona, siger Matilde Grue.

Niels Ove Kildahl, der udover at være arkitekt, har otte års tjenererfaring fra Svinkløv Badehotel, stemmer i:

- Corona har gjort, at jeg turde handle på nogle af de drømme, jeg har. Det har givet mig en pause til at tænke og en pause til at handle, siger han.

Noget tyder på, at de tre venner ikke er de eneste, der har ændret ting i deres tilværelse efter corona. På få dage skrev over 9.000 danskere til DR og fortalte om forandringer, de har lavet i deres liv efter corona.

Det er bestemt ikke alle, der er gået ligeså drastisk til værks med livsændringerne som de tre venner i Skagen, men ifølge Michael Bang, der er professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet og i gang med et forskningsprojekt om danskernes adfærd under coronakrisen, er det ikke udsædvanligt, at en krise får os til at gå ny veje.

- Det centrale ved en krisetid er, at folk stopper op og lægger vanerne på hylden, fortæller han.

Han tilføjer dog også, at vi har det med at hurtigt at falde tilbage i den vante rille, når omverdenen begynder at nærme sig normalen igen.

- Mange af de ting, vi har fået øjnene op for under nedlukningen, hænger ikke automatisk ved, de hænger kun ved, hvis vi vil gøre en indsats for det, siger han.

Det er efterhånden godt en måned siden, at Blink åbnede for gæster.

Det var været en rimelig "vanvittig" opstart, fortæller de tre venner, og de mødte da også skeptiske blikke, da de gik i banken og luftede planerne om at åbne et spisested i en tid, hvor restauranter ikke måtte have spisende gæster i deres lokaler.

- Vores banker har sagt, at vi er komplet idioter. Alle de forskellige banker, vi har talt med, har sagt: "I er sindssyge", siger Niels Ove Kildahl og tilføjer:

- Vi har da været mere bange end normalt for at starte en virksomhed, men vi har samtidig sagt, at vi bliver nødt til at være optimistiske. Vi er i en krisetid, ja, men vi kunne samtidig godt se noget at være optimistiske omkring.

På denne dag, hvor vennerne ind imellem frokostbestillinger af limonade og fiskefrikadeller forsøger at finde tid til svare på interviewspørgsmål, er der fuldt booket i restauranten.

De fortæller, at de har lovet hianden at bevare det mod, som det krævede, da de sagde farvel til deres vante hverdag i København.

- Vi har sat os ned og sagt til hinanden, at det spillerum, vi fik af coronakrisen, det skal vi huske, og vi skal huske at være modige igen næste gang, der står chancer foran os, siger Niels Ove Kildahl.

Facebook
Twitter