Corona-smittetal bekymrer virolog: 'Som at køre hurtigt på en regnglat landevej'

Smittetallet har de seneste dage ligget stabilt på flere end 1.200 coronasmittede om dagen trods restriktioner.

1.257 er det seneste døgn registreret smittet med coronavirus. Og 244 personer ligger på hospitalet med coronavirus.

Det er ifølge Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, ikke alarmerende tal, selvom det er nogle af de højeste smittetal, vi har set, siden coronapandemien kom til Danmark.

Faktisk viser tallene, at tirsdag i denne uge var dagen med det højeste antal nye smittede siden foråret. Allan Randrup Thomsen kalder situationen "status quo".

- Spørgsmålet er, om vi kan leve med, at det er det. Med restriktionerne, som blev indført for omkring fire uger siden, ville vi gerne have set kurven ikke bare stabilisere sig, men også falde, siger han.

For selvom der ikke er tegn på, at vi er tæt på at ramme grænsen for, hvor mange patienter sundhedsvæsenet kan behandle, så kan smittetallene få betydning på sigt, mener Allan Randrup Thomsen.

- Vi kan sammenligne det med at køre hurtigt på en regnglat landevej. Hvis der sker noget uforudset, så er vi meget tæt på en kollision.

Restriktioner forlænget

Ifølge virologen går der nemlig flere uger, før eventuelle restriktioner får betydning for, hvor mange der ender på hospitalerne.

Derfor mener han også, at regeringen har truffet den rigtige beslutning ved at forlænge forsamlingsforbuddet på 10 personer frem til 13. december.

- Med de tal, som vi ser i øjeblikket, og den effekt tiltagene har haft, så var der for mig at se ingen indikationer på, at man kunne åbne mere op, siger Allan Randrup Thomsen.

Og det er Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, helt enig i.

- Jeg tror desværre, det er nødvendigt. Vi ser nogle tal, hvor vi ligger på et stabilt, højt niveau. De bevæger sig ikke med sikkerhed op eller ned, siger han til Ritzau.

Udfordret frontpersonale

Ifølge Lars Østergaard ville smittetallene også være væsentligt højere, hvis ikke restriktionerne var der.

Han er professor og ledende overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Selvom der altså fortsat er plads og udstyr til at behandle coronapatienterne, så er frontpersonalet på hospitalerne efterhånden udfordret af pandemien.

De har færre patienter med for eksempel influenza og meningitis, fordi vi har bedre hygiejne og holder afstand. Men det kræver væsentligt mere at behandle patienter for coronavirus, eller patienter man har mistanke om har coronavirus, da de skal i isolation, forklarer Lars Østergaard.

- Langt de fleste hospitalers personale vil melde om, at de er udfordrede. Der er travlt, og det er hårdt at arbejde med isolerede patienter.

- Jeg gør, hvad jeg kan, for at de kan blive ved, men jeg vil også sige, at det er en sværere situation, end jeg har oplevet tidligere. De er hårdt spændt for, men ikke sådan at det er uansvarligt.

Kan komme flere restriktioner

Allan Randrup Thomsen har gentagne gange opfordret til, at man lukker endnu mere ned for nattelivet - især i København. Også selvom barer allerede skal lukke klokken 22.

- Folk når at komme godt i gang. Og så mangler de et sted at tage hen, og så planlægger de at lave private arrangementer, som overskrider det her tal for, hvor mange vi må være sammen. Det er den mulighed, jeg gerne vil til livs, siger han.

Ifølge Allan Randrup Thomsen er det nemlig især smittetallene i og omkring København, der kræver opmærksomhed.

Da kommunerne i hovedstadsområdet er meget tæt forbundet, mener han ikke, at det vil være muligt at lave lignende restriktioner som i Nordjylland.

Han mener, at kommunerne skal koordinere indsatsen sammen og med støtte fra de relevante styrelser. Og så skal testkapaciteten øges yderligere.

- Og vi skal opfordre flere til at lade sig teste. Man kunne opstille mobile teststationer i boligområder med særlig meget smitte og simpelthen gå og banke på dørene og sige til beboerne, at "vi anbefaler, at du bliver testet, fordi der er et problem i området."

Facebook
Twitter