Corona-smittetal sender mange 'hjem' på arbejde igen: 'Nogle vil opfatte det som decideret nedtrykkende '

Regeringen opfordrer dem, der kan, til at arbejde hjemme. Ekspert giver gode råd til at komme godt i gang.

Det handler om at bruge erfaringerne fra nedlukningen af samfundet i foråret, mener arbejdsmiljøforsker. (Foto: Grafik: Mette Ehlers © dr)

- Vi opfordrer nu til, at ansatte arbejder hjemmefra i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen på gårsagens pressemøde, hvor hun sammen med ministre og myndigheder fremlagde skærpede restriktioner og anbefalinger, der skal stoppe den øgede smitte med coronavirus.

Og det føles jo på mange måder, som om vi har været her før. I foråret var der ikke tale om en opfordring som denne gang, men i stedet hjemsendelse af offentligt ansatte.

Flere arbejdsgiverforeninger har dog allerede anbefalet deres medlemmer at gøre som statsministeren opfordrer til og sende så mange medarbejdere hjem og arbejde som muligt.

Og at det ikke er første gang, at mange skal arbejde hjemme fra kontoret, spisestuen eller sofaen på mandag, kan have betydning for, hvordan det bliver opfattet.

Det fortæller Karen Albertsen, der uddannet psykolog og seniorforsker i Team Arbejdsliv, der blandt andet forsker i arbejdsmiljø.

- Ved den første nedlukning var der krise, men der var også lidt en pionerånd. Vi skulle klare det sammen. Her i anden omgang bliver det mere ”åh nej ikke igen". Det har ikke samme effekt og samme følelse i denne omgang.

Stor forskel fra ansat til ansat

Du kender det måske fra din arbejdsplads. Nogle elsker at arbejde hjemme, mens andre savner kollegaerne og kontorstolen.

Man skal dog tage det seriøst, at der er nogle, som virkelig ikke trives ved hjemmearbejde.

- Nogle vil opfatte det som decideret nedtrykkende og kan give anledning til om end ikke depression så i hvert fald nedstemthed, siger Karen Albertsen.

Når medarbejderne arbejder hjemme kan det ikke blot skabe udfordringer for den enkelte, men også for arbejdspladsen, da det er sværere at få samme følelse af fællesskab, forklarer hun.

Derfor skal der gøres en mere aktiv indsats for at medarbejderne kan opleve sig som en del af fællesskabet. En helt konkret måde at gøre det på er at ringe op til kollegaerne en gang imellem i stedet for altid bare at sende en mail.

Men det handler om balancen, understreger Karen Albertsen.

- En af de positive ting ved hjemmearbejde er jo ofte, at man kan få noget mere ro og koncentration og plads til at fordybe sig. Og det bliver forstyrret af mange telefonopkald på uventede tidspunkter.

Ro på hjemmefronten

Og nu vi er ved ro og koncentration, så er der en anden og helt central grund til, at denne mulige periode med hjemmearbejde for mange bliver helt anderledes end tidligere på året: Børnene bliver passet.

- Det er alt andet lige en kæmpe fordel for dem med mindre børn, som ellers både skulle passe arbejde og børn. Jeg ved faktisk ikke, hvordan det har ladet sig gøre for mange familier. Det har været vældig stressende for mange. Så det er et stort plus, fortæller Karen Albertsen.

Og så handler det også om at huske på, at erfaringer fra nedlukningen viste, at det faktisk godt kunne lade sig gøre at passe sit arbejde hjemmefra, og at effektiviteten ikke faldt væsentligt.

Og så handler det ifølge arbejdsmiljøforskeren om også at bruge de individuelle erfaringer, man gjorde sig, da man arbejdede hjemme sidst.

Da der ikke er tale om en nedlukning, kan der også være mulighed for, at man møder ind på arbejde nogle dage og arbejder hjemme i resten.

- Der er øget smittefare, men kan man gøre det på en forsvarlig måde med stor afstand, er det en mulighed, siger Karen Albertsen.

I sidste ende handler det ifølge hende om at holde fokus på kerneopgaven.

- Hvad er det vi tilsammen skal lave - så man kan finde meningen i det. At være en del af noget større, der har en samlet opgave.

Facebook
Twitter