Hvert år bliver der dækket op til, at flere tusinder af fremmede kan sætte sig sammen til fællesjul i hele landet. Men det bliver ikke nemt at få plads i år.
Mange af de organisationer, kommuner og spisesteder, som plejer at holde jul for ensomme, har aflyst på grund af coronarestriktionerne, viser en rundringning, som DR Nyheder har lavet.
Røde Kors er en af de organisationer, der er nødt til at droppe flere af deres julefester, fortæller Lise Lind, der er med til at lede Røde Kors' sociale aktiviteter for udsatte borgere. Og det får hende til at frygte, at ekstra mange kommer til at sidde alene juleaften.
- Jeg tror godt, at vi kan regne med, at flere kommer til at være alene i år. Man har ikke mulighed for at deltage i julearrangementerne, hvor man normalt kan være sammen med andre omkring en festlig højtid. Så ja, jeg tror, at der bliver større ensomhed hen over julen.
Ingen familie at høre til

Det med at være ensom i julen genkender 23-årige Ann-Sofie Pape, der ikke skal bruge juleaften med mor og far.
Hun har ikke haft kontakt med sin familie, siden hun var 18 år, og hvert år dukker det samme spørgsmål op hos Ann-Sofie Pape: Hvor hører jeg egentlig til?
- Der kommer mange følelser i spil, fordi det er en højtid, der er forbundet med at være sammen med familien, og at man har nogle, man har et tilhørsforhold til. Det kommer ekstra meget til udtryk i julen, at jeg ikke har et tilhørsforhold til nogen, siger hun og tilføjer:
- Jeg tror ikke, man forstår, hvor udsat og alene man føler sig, når man ikke har en familie at holde jul med.
Vil ikke være til besvær
De to forrige år har Ann-Sofie Pape været sammen med familier, som hun ikke kendte på forhånd, som hun har mødt online. Begge familier har inviteret hende igen, og hun har valgt at sige ja til en af dem. Men det er ikke uden forbehold.
- Selvom jeg er mega taknemmlig for, at en familie byder mig indenfor, så kan jeg godt komme til at føle mig som en byrde. Jeg vil ikke have, at jeg er en belastning, der bare forventer at kunne komme igen året efter.
Hvis familierne ikke havde inviteret til julemiddag og dans om juletræet, så havde juleaften for hendes vedkommende højst sandsynligt været i selskab med tv'et. Og det alternativ er ikke noget, som tiltaler hende.
- At familierne tager imod mig, får mig til at føle mig mere værd som menneske.
Juleaften på sofaen med tv'et kørende
Men det er ikke alle, der har været så heldige at finde nogen at holde jul med.
Jonas Rasmussen på 20 år bor på et bosted i Næstved, og hvis han ikke finder en familie, så har han udsigt til en ensom jul - igen i år, for Jonas har ikke noget familie at holde jul med, og har heller ikke nogen venner.

- På grund af corona kan det blive svært at holde jul med fremmede i år. Så jeg har overvejet at holde jul i min lejlighed alene. Så må jeg prøve at gøre det hyggeligt og tænke på det positive, selvom det er svært.
Han har før prøvet at være alene til jul uden at have lyst til det, og det var ret forfærdeligt, husker han.
- Jeg kedede mig, og jeg savnede at komme ud blandt mennesker og mærke julen.
Da meget af Jonas Rasmussens tid i forvejen går med at være alene, er han bange for, at juleaften kommer til at blive som alle de 364 andre dage om året.
- Jeg er ensom stort set hver dag. Det, jeg laver hver dag efter skole, er at sidde og se film og sove på min sofa. Hvis jeg ikke har nogen at holde jul med, vil juleaften være ligesom alle andre dage.
Matchmaking for juleløse
Sidst Jonas Rasmussen fejrede jul alene, besluttede han sig for, at det skulle være sidste gang. Derfor oprettede han sidste år en profil på Julevenner.dk - og den er også blevet udfyldt i år.
Julevenner er et matchmaking-koncept, hvor man laver et opslag, skriver om man søger et sted at holde jul eller julegæster, lidt om sig selv, og så håber man på at finde en eller flere julemakkere.

Og opbakningen ser ud til at blive stor i år, fortæller Lise Lind fra Røde Kors.
- Vi har allerede fået en del julegæster, der gerne vil melde sig til. I og med at der ikke er andre steder at holde jul, så forestiller vi os, at det er her, man vender sig hen, siger Lise Lind.
Og med de mange aflyste fælles-juleaftenerne, så er der ifølge Røde Kors brug for kreative alternativer.
Esther inviterer andre unge hjem
Den opfordring har 24-årige Esther Safir taget til sig. Derfor dækker hun i år op til syv unge, der ikke har et sted at være i julen.

- Jeg har arbejdet frivilligt og har set med mine egne øjne, hvor svær en tid det er for mange unge. Derfor fik jeg den idé, at jeg vil være sammen med nogle, der mangler et sted at holde jul.
Inden de fælles julearrangementer blev aflyst, overvejede hun, om hun skulle arbejde til sådan ét. Men for Esther er der noget mere intimt og rørende i at komme hjem til fremmede, og det ville hun gerne give til andre.
Og selvom Esther Safir står ved, at tingene sikkert ville være nemmere, hvis hun bare gør, "hvad hun plejer og er vant til", så føles det ikke som en mulighed for hende.
- Jeg har ikke kunnet lukke øjnene for, hvor mange der er ensomme og har det svært. Hvis alle gør, hvad der er lettest, så får vi aldrig ændret noget.
Derfor håber hun på, at andre også springer ud i at gøre som hende og overvejer, om man har plads til en ekstra gæst rundt om bordet.