Coronakrisen vil give flere studieafslag til håbefulde unge

Konkurrencen om pladserne er hårdere end normalt i krisetider.

Coronakrisen vil påvirke mange håbefulde unges fremtidsplaner. (Arkivfoto) (Foto: Mathias Bojesen/TV Avisen © Ritzau Scanpix)

Flere unge end normalt vil i år få

afslag
på studiepladser på grund af coronakrisen.

Det vurderer fagfolk over for Politiken.

Det skyldes, at flere unge søger mod de videregående uddannelser i krisetider end normalt.

Det gør kampen om pladserne hårdere, skriver Politiken.

Mange unge har haft planer om at tage et sabbatår, som enten skulle bruges på en udlandsrejse, studie i udlandet eller måske et job i hårdt ramte

brancher
som restauration eller turisme. Men det er alle drømme, der i mange tilfælde ikke kan realiseres på grund af coronakrisen.

- Når der begynder at være krisestemning, så er sabbatåret måske ikke så attraktivt. Det kan få flere igang med en uddannelse, siger Camilla Thorgaard, områdechef for videregående uddannelser i Danmarks Evalueringsinstitut.

Erfaringer fra finanskrisen

Vurderingen baserer sig desuden på erfaringer fra efter finanskrisen i 2008.

Her steg antallet af afviste på et enkelt år med 50 procent. Fra 8.962 til 13.689.

- Ved sidste krise så vi, at vi tabte lidt for mange unge.

- Vi risikerer at stå med en helt masse unge, som hverken kan komme i uddannelse eller i job, og så er alternativet offentlig forsørgelse, siger Mads Eriksen, der er uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, til Politiken.

Coronakrisen vil dermed bryde med de seneste års udvikling, hvor flere har fået plads på deres ønskeuddannelse.

Uddannelserne har ligeledes kæmpet om at rekruttere studerende til de ledige pladser, skriver Politiken.

Rift efter samme uddannelser

Danmarks Evalueringsinstitut arbejder med at

evaluere
og analysere uddannelser og
dagtilbud
.

Her er vurderingen også, at flere vil få

afslag
.

- Fordi der er en

tendens
til, at unge søger de samme uddannelser, og der kun er det antal pladser, der er.

- Så man kan forvente, at kvotienten går en lille smule op på nogle af de populære uddannelser, siger Camilla Thorgaard.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) erkender udfordringen.

Hun vil gøre en ekstraordinær indsats for at gøre opmærksom på, at ansøgerne skal søge bredere både fagligt og geografisk.

- Politisk synes jeg, vi har et ekstra ansvar i en krisetid for at uddanne til det, der er brug for, siger hun til Politiken.

Ane Halsboe-Jørgensen vil dog ikke øge antallet af pladser, skriver avisen.

/ritzau/

Facebook
Twitter