Coronaramt sygeplejerske: Det værste jeg har oplevet på egen krop

- Det suger bare alting ud af én, siger Tine Kristensen, der har været hårdt ramt af corona.

(Foto: (privatfoto))

En kanin er alt, hvad 38-årige Tine Kristensen har og har haft af selskab i 12 dage nu. Alligevel er der ikke stille i hendes lille corona-hule, som hun kalder sit hjem.

Hvert femte minut er hun nemlig 'ved at kaste lungerne op', som hun selv betegner det. Og som det vel også bedst kan beskrives, når man hører det igennem en telefon.

Tine er en af de mere end 100 medarbejdere fra Region Hovedstaden, der lige nu er sygemeldt med coronavirus.

Frygtede at ende på egen afdeling

Det anede hun intet om, da hun lørdag for næsten to uger siden tog på arbejde. Hun arbejder som sygeplejerske på intensivafsnittet i hjerte- og lunge-afdelingen på Rigshospitalet.

Hun hostede lidt, men så længe der ikke var andre symptomer, var meldingen fra ledelsen, at man skulle passe sit job.

Søndag blev Tine for alvor dårlig. Hun fik de klassiske corona-symptomer med høj feber og tør hoste.

Som sygeplejerske ville hun ikke belaste systemet, så hun besluttede sig for at klare det hele selv derhjemme, men i løbet af ugen fik hun vejrtrækningsproblemer. Og hun endte med at kontakte infektionsmedicinsk bagvagt på Rigshospitalet, som ville have hende til observation på hospitalet.

- Min største frygt var, at jeg skulle ende på min egen afdeling og komme i respirator. Man ved reelt aldrig, hvad der sker. Om man vågner op igen, og hvad man i givet fald vågner op til, forklarer Tine.

Har mistet smags- og lugtesansen totalt

Tine blev testet for corona med en podepind, og så fik hun taget en 'hulens masse' blodprøver og røntgenbilleder. Meldingen var i sidste ende, at hun havde corona og lungebetændelse.

- Jeg var ret interesseret i at komme hjem og klare mig igennem derhjemme, og det blev vi heldigvis enige om, at jeg godt kunne.

Hele sidste uge lå Tine med konstant 39 i feber og slem hoste hvert femte minut. Derudover har hun mistet smags- og lugtesansen totalt og døjer med kvalme.

- Jeg ved jo godt - både som et voksent menneske og som sygeplejerske, at jeg skal have noget næring i kroppen for at komme ovenpå igen. Jeg prøver at tvinge mig selv til at spise og drikke. Og siger til mig selv, 'så svært er det da heller ikke'. Men det er det!

Det er både kvalmen og de manglende kræfter, der gør en simpel ting som at indtage føde til verdens største udfordring.

- Jeg er så afkræftet, at jeg har været 30 minutter om at spise en banan. Jeg kunne bare slet ikke overskue at tygge den. Corona suger bare alting ud af én.

- En anden dag prøvede jeg at tage et stykke mørk chokolade, fordi det jo plejer at være lækkert. Men jeg kunne intet smage, og så blev den konsistens bare ulækker inde i munden. Og da jeg så ovenikøbet kiggede på farven på det, jeg lige havde puttet i munden, var jeg lige ved at brække mig, siger Tine og får et hosteanfald, fordi hun kommer til at grine af det.

Forstår hvorfor sygdommen koster liv

Der er de seneste dage kommet lidt mere overskud. Og det er ikke som i sidste uge, hvor dagens helt store udfodring kunne være at komme ud af sengen for at komme på toilettet. Og det at børste tænder var en nærmest uoverkommelig opgave.

- Jeg skal stadig bruge tid på at tage mig sammen til at komme op af sengen. Men det går fremad. En dag i sidste uge drattede jeg sammen igen, da jeg ellers lige havde gjort mig klar til at stå ud af sengen, fortæller sygeplejersken.

Hun ser sig selv som et ungt menneske, og hun føler også, at hun normalt går under betegnelsen rask og frisk. Men efter selv at have været hårdt ramt, kan hun godt forstå, at det er en sygdom, der koster liv.

- De symptomer, jeg har haft, vil jeg ikke ønske for min værste fjende. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet på egen krop. Og jeg kan virkelig godt forstå, at både syge og svagelige, men også raske mennesker kan miste livet af det her.

Har smittet kollega

Hvor Tine er blevet smittet henne, ved hun ikke med sikkerhed. Hun tager både bus og metro på arbejde, ligesom der var fuld belægning på de ti senge, der er til coronapatienter på hendes afdeling.

Hun siger selv, at hun altid er meget påpasselig i forhold til smitterisiko. Som intensivsygeplejerske er hun vant til at være isoleret med sine patienter og have dragt og værnemidler på. Men i disse tider har hun været endnu mere fanatisk og siger selv, at hun nærmest har 'rullet sig i håndsprit' efter en tur med offentlige transportmidler.

- Jeg har virkelig tænkt mange gange, mens jeg har ligget alene herhjemme, at kunne jeg da ikke bare have ladet være med at blive smittet. Jeg får så dårlig samvittighed over, at jeg er blevet syg - og har givet det videre.

Tine ved nemlig med sikkerhed, at hun har smittet mindst én kollega. Lørdag var hun på samme stue som en kollega, som en uge senere viste tegn på corona. Hun er også sygemeldt nu. Derudover er endnu en fra afdelingen testet positiv.

- Jeg er jo faktisk vores afdelings 'patient nul'. Og jeg har da også tænkt mange gange, 'Fuck, jeg har bare ødelagt hele afdelingen'.

Mor har netop overstået kræftbehandling

Et er arbejdspladsen. Noget andet er de nære. Tine havde sin otteårige datter i den uge, hun blev smittet, men hun håber ikke at have smittet hende, og foreløbig er der ingen tegn i den retning.

Dertil kommer Tines mor, som i januar afsluttede strålebehandling for et kræftforløb med succes.

- Jeg ved jo godt, at det er en del af mit job, at jeg kan risikere at tage noget med hjem til familien og smitte dem. Men i denne tid er det hele bare lidt værre. Min mor ville ikke overleve, hvis hun fik det her, for hun er stadig svækket. Og det må bare ikke ske, for hun er den eneste, jeg har tilbage.

Officielt er Tines 14 dages karantæne slut på søndag. Men hun skal først ud i verden, når hun har været symptomfri i 48 timer.

Og så skal hun tilbage på arbejde som intensivsygeplejerske på hjerte- og lunge-afdelingen på Rigshospitalet.

- Vi kommer ud af det på den anden side. Det bliver hårdt, for det hele har jo ikke toppet endnu. Men vi klarer det, lyder det fra Tine.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk