Coronasmittede Julie kæmpede i flere dage: Ringede mere end 100 gange til Smitteopsporing

Telefonlinje i Styrelsen for Patientsikkerhed er hårdt presset.

Julie er lige nu isoleret, efter at hun er blevet testet positiv for coronavirus.

'Vi har meget travlt i øjeblikket og gør alt, hvad vi kan for at hjælpe. Prøv venligst at ringe tilbage igen senere,' 'Du er i kø som nummer 50'.

Julie Paulsen havde siddet i bil med en veninde, som var blevet smittet med coronavirus. Den 18-årige pige skulle derfor testes på dag fire og dag seks efter kontakten med den smittede for at se, om hun også var blevet smittet med virusset, som retningslinjerne foreskriver.

Men de tider var ikke mulige at booke, så hun blev henvist til Smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Over to dage forsøgte hun at komme igennem på telefonlinjen uden held.

- Jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at jeg skal ringe over 100 gange for at komme igennem. Jeg var virkeligt frustreret, og til sidst gav jeg næsten helt op.

Julie Paulsen endte med at kunne finde en tid på coronaprøver.dk, og testresultatet viste, at hun var smittet.

Hun er dog langt fra den eneste, der oplever lange telefonkøer eller at blive smidt af telefonlinjen undervejs hos Smitteopsporingen.

For uanset hvor man bor i landet, så er det ualmindeligt svært at komme igennem på telefonen.

DR Nyheder har i flere dage undersøgt, hvor nemt det er at komme igennem, og ingen af gangene er det lykkedes.

Julies far: Det er frustrende

I Haderslev sidder Julie Paulsens far, Lars Paulsen, og venter selv på svar, om han er smittet med virusset. Han og familien er gået i hjemmekarantæne, indtil svaret kommer.

Han er dog meget frustreret over den oplevelse, som hans datter var igennem for nogle dage siden.

- Hun blev da ked af det, hun synes, det var irriterende, at hun skulle bruge så meget tid på det, siger han.

- Hun ville gerne have tingene på plads, så hun kunne blive testet, og hvis man ringer til lægen, så kan de ikke bestille en tid til hende.

- Jeg synes, det er frustrerende, at man vil gerne have, at man kan lave smitteopsporing så effektivt som muligt. Det er bare møghamrende irriterende, at når man gerne vil bidrage med smitteopsporing, at det så ikke kan lade sig gøre, siger Lars Paulsen.

- Jeg ved godt, at det hele er presset, men hvis man sætter noget i værk, så bliver man nødt til at forestille sig det værst tænkelige scenarie.

Lars Paulsens datter havde været i tæt kontakt med en coronasmittet veninde. Hun oplevede, at der var store problemer med at komme igennem til smitteopsporing.

PLO: Private læger får opkald

Hos de Praktiserende Lægers Organisation, PLO, oplever man også, at Smitteopsporingens telefonlinje er presset.

Lægerne får nemlig opkald fra frustrerede patienter, som forsøger at få hjælp gennem deres egen læge i stedet, fordi de ikke kan komme igennem.

- De bliver ringet op dagligt af patienter, som er 'nære kontakter', og som gerne vil have hjælp til at få booket tider, siger Jonathan Schloss, der er direktør i PLO.

- Det er ikke meningen, at de praktiserende læger skal være bookingcentral for raske mennesker. Det er det, som Smitteopsporingen skal lave. Konsekvensen er, at hvis mange kontakter deres egen læge, så bruger lægen tid på sekretærarbejde i stedet for på syge mennesker.

Vigtigt redskab

Og det er et problem, at linjerne er så presset, fortæller Christian Wejse, der infektionsmediciner og lektor i Global Sundhed på Aarhus Universitet.

- Smitteopsporing er jo vores chance for at få brudt smittekæden. Når smittekæderne ikke bliver brudt, så har vi en epidemi, der ikke er i kontrol, så stiger smitten i samfundet, siger han.

Og med de nye restriktioner i de syv nordjyske kommuner, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed vil intensivere smitteopsporingen, så vil det belaste det i forvejen stærkt overbelastede telefonsystem i Styrelsen for Patientsikkerhed.

DR Nyheder har talt med Styrelsen fra Patientsikkerhed, og enhedschef Birgitte Drewes siger, at man allerede nu har udvidet åbningstiden.

- Vi har tilført flere folk, og vi ansætter nye folk. Og samtidig arbejder vi på at gøre vores telefonsystem bedre, så brugeroplevelsen er bedre, lyder det.

Lars Paulsen sidder dog stadig flere dage efter og er frusteret.

- Jeg synes, det er trist, når regeringen ønsker, vi skal lave smitteopsporing, at det hjul, man sætter i gang, ikke er bedre forberedt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk