Coronastøtte brugt med 'uheldig timing': Hjemløse kan tage på spa-ophold i 2025

Skattekroner skulle støtte oplevelsesindustrien, der var i krise under corona. Men puljen blev især brugt sidste år, da covid ikke længere var samfundskritisk.

Arkivfoto. En pulje skulle støtte oplevelseserhvervet, mens de var i krise under covid. Pengene blev især brugt sidste år, hvor samfundet var åbent og covid ikke var samfundskritisk. (Foto: © Sergi Reboredo, VWPics via AP Images)

Fra oktober til december sidste år fik mange hjemløse en oplevelse støttet af skattekroner.

Hjemløse fløj med vandflyver, var på Danmarks ældste konditori, La Glace, til lasergame, paintball, lerdueskydning, på Voergård Slot, i Tivoli Friheden, Fængslet i Horsens, og på spa-ophold hos Lübker Spa, Faaborg Spa, Hotel Vejlefjord og endeligt blev der købt 100 gavekort til spa-ophold for 151.000 kroner, som kan bruges indtil efteråret 2025 på Dronning Dortheas Badstue i Kolding.

Når alle oplevelserne kunne lade sig gøre, skyldes det coronastøtte til oplevelsesindustrien, som var i krise under corona. I foråret 2021 fik 17 organisationer som for eksempel Ældresagen, SIND, Blå Kors og de hjemløses organisation i alt 220 millioner skattekroner, som skulle bruges på at købe oplevelser til ældre og udsatte.

Men rundt regnet to tredjedele af alle pengene blev først brugt sidste år, viser aktindsigt i redegørelser sendt til Socialstyrelsen.

Horesta, der er brancheorganisation for hoteller, restauranter og turisterhvervet, kalder det uheldigt, fordi coronastøtten ikke især blev brugt, da erhvervet var i krise, men sidste år, hvor folk hungrede efter oplevelser, og samfundet var åbent.

- Der var enormt gang i oplevelsesindustrien. Vi oplevede at sige nej til gæster, fordi vi ikke kunne følge med efterspørgslen. Det er en uheldig timing, at pengene rammer der, siger Jeppe Møller-Herskind, der er kommerciel direktør for Horesta.

Ifølge Horesta ville puljen have gavnet mere, hvis flere penge var brugt i 2021.

Professor i erhvervsøkonomi Jon Sundby fra Roskilde Universitet er enig i, at puljen ikke blev anvendt, da virksomheder var i akut kritisk nød.

- Det blev ikke ambulance-hjælp til virksomheder dengang, det var allerværst, men det har været en hjælp senere hen, siger han og fortæller, at virksomheder under corona måtte tære på deres kapital eller låne penge.

Det økonomiske hul tager tid at fylde op.

Du kan høre mere om sagen i DR's nyhedspodcast Tiden, der hver dag giver dig tre af tidens vigtigste nyhedshistorier:

Hjemløse: Sjovt og flovt at bruge millioner på oplevelser

Når mange aktiviteter for hjemløse først skete i løbet af slutningen af 2022, skyldes det, at de hjemløses organisation, Sand, har haft svært ved at nå at bruge pengene, inden puljen udløb den 31. december 2022.

Derfor ansatte Sand en medarbejder i efteråret, som skulle sætte skub i oplevelserne.

- Vi skulle have brugt pengene inden årets udgang. Hvis man ser på, hvad vi har brugt pengene til, så er det 100 procent i overensstemmelse med, hvad hjemløse vil, og hvad meningen var med puljen, siger sekretariatsleder Ask Svejstrup.

De hjemløses organisation har dog været flove og haft det "ambivalent med at bruge pengene til tant og fjas".

På den ene side har det givet hjemløse smil på læben og oplevelser fået mørke skyer til at forsvinde for en stund, fortæller sekretariatslederen. Men:

- Man skal lige vende skråen, når man lige har været på besøg på en dyr restaurant og ved, at her kunne vi have købt indbo til en lejlighed for to hjemløse for pengene. Det er med en bitter smag i munden. I vil gerne give os oplevelser, men ikke gøre noget grundlæggende for at hjælpe hjemløse, siger Ask Svejstrup.

Johnni Stengade Hansen er hjemløs og har sammen med andre hjemløse været på spa-ophold på Vejle Fjord for 108.401 skattekroner fra oplevelsespuljen. Se ham fortælle om oplevelsen.

Penge skulle gå til gourmet og gadefest ikke socialt arbejde

KFUK´s Sociale Arbejde, der driver krisecentre, har normalt få penge til oplevelser. Det har været en stor opgave pludseligt at få millioner i støtte.

- Det tager tid at bruge så mange penge og finde ud af, hvad man kan lave. Vores brugere har også et liv, så vi kan ikke have dem ude på restauranter og hoteller hele tiden, siger Mads Andersen Høg, der er udviklingschef i KFUK´s Sociale Arbejde.

Han har skullet vænne sig til at sende kvinder på krisecentre og andre brugere på spa-ophold, gourmetrestauranter og holde store gadefester.

- Det har været ambivalent at bruge så mange penge på én ting. Men de her penge har været givet for at holde hånden under oplevelsesindustrien. Det har ikke været midler til socialt arbejde, fastslår han.

Minister vil ikke svare på, om skattekroner er brugt godt

Oplevelsespuljen blev vedtaget i marts 2021 af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale.

Dengang var både social og ældreminister Astrid Krag (S) og kulturminister Joy Mogensen (S) glade for aftalen, som "kan hjælpe en masse mennesker med at komme tilbage til fællesskabet".

DR ville gerne have haft et interview med socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), om puljen på 220 millioner skattekroner er brugt godt og som ønsket. Ministeren har ikke ønsket at deltage i et interview, men svarer i en mail, at der også har været behov for at bruge penge fra puljen sidste år.

- Flere dele af oplevelsesindustrien åbnede først i 2022, hvor udfordringerne med ensomhed og isolation stadig fyldte hos landets udsatte og sårbare grupper, skriver hun.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) svarer i mailen ikke på, om puljen har været en god måde at bruge skattekroner på, og om det har været en god idé, at puljen ingen grænser havde for, hvad arrangementer måtte koste, og at hjemløse har været på spaophold.

Sådan gjorde vi

  • DR har fået aktindsigt i redegørelser sendt til Socialstyrelsen over, hvordan de enkelte organisationer ville bruge deres del af de 220 millioner kroner, som var afsat til oplevelser. Der er tale om en foreløbig opgørelse, hvor det endelige regnskab følger senere.

  • Danske Handicaporganisationer ved ikke endnu, hvornår deres medlemsorganisationer har brugt pengene fra puljen, så derfor indgår organisationen ikke i DR's regnestykke over, hvornår pengene har været brugt.