Coronatest ved grænsen: Nu kan alle rejselystne danskere lade sig teste ved hjemkomst

Tilbuddet er gratis og gælder alle danskere, der vender hjem via Københavns Lufthavn eller den dansk-tyske grænse.

Testen ved grænsen foretages ved Frøslev i et af de opstillede hvide telte. Ved de andre grænseovergange mellem Danmark og Tyskland bliver testene foretaget i ambulancer.

Hvis du har været et smut uden for de danske grænser og er på vej hjem, har du fra i dag mulighed for at blive testet for Covid-19.

De danske myndigheder udvider nemlig testtilbuddet og opsætter testcentre ved grænsen til Tyskland samt i Københavns Lufthavn.

Tilbuddet gælder for alle danskere samt udlændinge, der krydser den danske grænse.

I første omgang er systemerne hos Testcenter Danmark, der står får teststationerne inden for de danske grænser, dog kun klar til at teste danskere.

Først i næste uge forventes testcentrenes it-systemer at være klar til også at håndtere data fra test af personer, der ikke har et dansk cpr-nummer.

Ved den tyske grænse er et testtelt blevet etableret ved Frøslev. Derudover vil to ambulancer løbende frekventere de fire andre grænseovergange mellem Danmark og Tyskland, der er åbne, men hovedsageligt være at finde ved Kruså og Sæd.

Klinisk driftsleder ved testcentrene i Kolding og Frøslev Peter Ivan Andersen fortæller, at tilbuddet om coronatest er tiltænkt de danskere, der vil være helt sikre på, at de ikke slæber Covid-19 med hjem over grænsen.

- Som udgangspunkt tester vi ikke syge borgere, så de skal ikke booke sig ind på et testcenter, for dér vil man blive afvist, fordi vi ikke har værnemidler til det.

- Så det er udelukkende en test for dem, der vil være på den sikre side, og som har været i udlandet, siger Peter Ivan Andersen.

Testtilbuddet gælder alle danskere, der vender hjem efter at have været i udlandet. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Testen bliver foretaget ved en podning i halsen.

Når testen er foretaget, får man svar inden for et par dage på sin profil på sundhed.dk.

Facebook
Twitter