Coronavaccinen er lige om hjørnet - Sådan virker den

Vaccinen gør brug af en helt ny teknologi.

Om få dage får de første danskere vaccinen fra Pfizer og Biontech. Her gives den til en sygeplejerske i Dubai. (Foto: © DUBAI GOVERNMENT MEDIA OFFICE HA, Scanpix)

Mens vi sidder derhjemme juleaften og hygger i varmen med god mad, hygge og gaver, så triller lastbilerne med coronavaccinerne fra Pfizer og Biontech fra fabrikken i Belgien mod Danmark.

Det var en af beskederne, som sundhedsminister Magnus Heunicke og sundhedsmyndighederne havde med på dagens pressemøde om planen for vaccination mod coronavirus.

Omkring 10.000 vacciner kommer til Danmark på lørdag, og de første borgere forventes at blive vaccineret søndag morgen.

Vi ved allerede, at det vil være de ældre, sårbare og frontpersonalet i sundhedsvæsenet, der får den først, og at der går lidt, før vi alle sammen er vaccinerede. At den er testet på historisk mange forsøgspersoner. Og at den er gratis og frivillig at få.

Men hvordan virker vaccinen fra Pfizer og Biontech egentlig? Dét kan du blive klogere på i grafikken her.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Skal stadig huske anbefalinger

Selvom vaccinen altså bliver beskrevet som meget effektiv, så skal man stadig huske de gode gamle anbefalinger om at holde afstand, spritte af og ikke ses med så mange mennesker.

Det fortalte Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, på pressemødet.

- Selvom den er meget effektiv, så er den ikke 100 procent. Derfor er man stadig nødt til at holde fast i det, som vi ved virker.

Derudover har man endnu ikke så meget viden om, om coronavirus stadig kan smitte fra en vaccineret person til andre. I forsøgene har man nemlig undersøgt, om vaccinen forebygger sygdom, men ikke om den forebygger smitte. Det kan du læse mere om her.

Sikkert er det dog, at den her nye måde at lave en vaccine på er et spændende videnskabeligt skridt. Sådan lød det fra Henrik Ullum, der er direktør for Statens Serum Institut.

- Det er en meget god måde at vaccinere på, fordi det udløser et bredt immunforsvar, så antistoffer kan binde sig til forskellige steder på proteinet.

I videoen her forklarer Henrik Ullum, hvordan vaccinen fungerer:

Og i grafikken her kan du se, hvordan man testede vaccinen: