Coronavirus har bidt sig fast: Højeste antal nye smittede siden april

317 nye coronasmittede er registreret siden i går. Antallet af indlagte stiger med fem.

Der foretages flere tusinde coronatests hver eneste dag. Testkapaciteten udvides hele tiden. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Coronavirus ser igen ud til at have bidt sig fast i Danmark.

Der er registreret 317 nye tilfælde af smitte i Danmark i det seneste døgn. Det er det højeste antal nye smittede siden april.

Tallet for torsdagens nye tilfælde af smittede er noget højere end for i går, hvor der blev registreret 251 nye smittetilfælde. Den opadgående kurve fortsætter altså.

De nye tal viser, at der i dag er 35 indlagte - fem flere end i går. Af de 35 er fem indlagt på intensiv afdeling. Der er sket ét nyt dødsfald siden i går. Det oplyser Statens Serum Institut.

Med i betragtning skal, at der i dag testes langt flere for coronavirus end i foråret. Og da det stod værst til i starten af april var 535 indlagt.

I 84 ud af landets 98 kommuner er der i den seneste uge konstateret nye smittede. Det er et helt andet billede end i sommer, hvor mange kommuner i ugevis ikke registrerede en eneste ny smittet.

Flere kommuner farves mørke

Det høje antal nye smittede kommer i en periode, hvor opmærksomheden om smittespredningen er øget kraftigt. Der er blandt andet indført en række restriktioner i 18 kommuner - de fleste i hovedstadsområdet.

Senest er indsatsen mod smittespredningen blevet skærpet i København, hvor politiet har indført opholdsforbud to steder i Nørrebroparken, som festende unge i den seneste tid har brugt som samlingspunkt.

Tallene fra Statens Serum Institut viser, at smittetallet fortsat er højt i de kommuner, hvor der er indført restriktioner. 148 af de nye smittede er fra de 17 "røde" kommuner i hovedstadsområdet.

I København er der registreret 76 nye smittetilfælde siden i går - onsdagens tal lød på 62 nye tilfælde.

Odense, der også har haft et mindre udbrud af coronasmitte for nylig, har ni nye smittede. Det er også værd at bemærke, at der i Faaborg-Midtfyn Kommune er registreret 16 nye tilfælde siden i går.

Der er nu 35 kommuner, som har haft mere end 20 smittede pr. 100.000 indbyggere i den seneste uge. I går gjaldt det 28 kommuner.