Coronavirus i Danmark: Se, hvad du har brug for at vide

Den første dansker er smittet med coronavirus. Men der al mulig grund til at tage det roligt, siger myndighederne.

Den danske mand er blevet smittet på en skiferie i Italien. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Natten til torsdag kunne sundhedsmyndighederne konstatere, at en dansker er smittet med coronavirus.

Han kom hjem fra skiferie i Italien i mandags og fik hovedpine, ondt i halsen og hoste. Han arbejder på TV2 og var kortvarigt på arbejde onsdag. Hans kone og sønner er ikke smittet, men hele familien er i karantæne i deres eget hjem.

For de fleste af os bør det ikke vække bekymring, siger de danske sundhedsmyndigheder.

1

Skal man være bekymret, hvis man har været i nærheden af den smittede?

Hvis man har været meget tæt på den smittede mand, siddet tæt på ham i flyet eller på arbejde, så kan man være udsat for smittefare. Det er derfor hans familie og flere af hans kolleger også er i karantæne, selvom de ikke er smittede. Men hvis man blot er gået forbi den smittede og ikke har været i tæt kontakt, er der ikke risiko for, at man er blevet smittet.

2

Hvorfor skal man i karantæne, hvis man ikke er smittet?

Hvis man har været udsat for smitte, skal man i karantæne – uanset om man i første omgang bliver testet positiv eller negativ. Det gør man af forsigtighedshensyn, og fordi det er den bedste måde at bremse en epidemi.

3

Breder coronavirus sig nu i Danmark?

Nej, der er ikke virusspredning i Danmark. En enkelt person er smittet, og han er isoleret, så han ikke smitter andre. Og det, at han er diagnosticeret så hurtigt, betyder at smitten ikke spredes.

4

Hvad gør man, hvis man er bekymret for at være smittet?

Hvis man bliver syg efter en rejse i et af de lande, der er ramt af smitte, så skal man ringe til lægen eller lægevagten. Hvis de vurderer, at man skal testes for coronavirus, skal man ind på et af de seks hospitaler, der tester folk. Man vil komme direkte ind på en isolationsstue og få lavet en test. Det er vigtigt, at man ikke møder uanmeldt op i en konsultation eller en skadestue, da man kan smitte andre, hvis man selv er ramt.

5

Hvor alvorligt er coronavirus?

For langt de fleste er det ikke alvorligt. Det er en infektion i luftvejene, der kan give feber, hoste, ondt i halsen. Meget få bliver alvorligt syge – det drejer sig om ældre og folk, der allerede er svækkede af andre sygdomme. Men sygdommen smitter cirka dobbelt så meget som en almindelig influenza, og derfor kan mange blive syge, hvis den ikke inddæmmes. Og det vil blive en belastning for sundhedsvæsnet.