Covid-19 nedgraderes: Fra i dag har sygdommen en anden kategori

De sidste restriktioner forsvandt natten til fredag. Skoler kan dog stadig blive lukket, hvis smitten spreder sig.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) får nu sværere ved at indføre nye coronarestriktioner, fordi sygdommen ikke længere betegnes som samfundskritisk. Arkivfoto. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

I dag slutter 18 måneder med coronarestriktioner som forsamlingsloft, mundbind og coronapas i Danmark.

Covid-19 skal ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom i Danmark, og det betyder, at de sidste restriktioner falder væk. I stedet bliver covid-19 nu betegnet som en alment farlig sygdom.

Beslutningen blev taget for nylig af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og sker efter rådgivning fra blandt andre Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme og overlæge på Rigshospitalet.

- Mulighederne for at indføre restriktioner bortfalder som udgangspunkt. Vaccinerne har været effektive til at håndtere epidemien, så risikoen for alvorlig sygdom er mindre. Corona er derfor indtil videre ikke længere et problem på samfundsniveau, siger Jens Lundgren.

Ny epidemilov i marts

De første restriktioner blev indført på et pressemøde 11. marts sidste år, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af samfundet ned.

Siden kom en ny epidemilov til i marts i år, som gør, at sundhedsministeren ikke alene kan indføre restriktioner, men nu skal have et flertal i det nye epidemiudvalg i Folketinget bag sig.

Men ministeren kan godt indføre nye restriktioner, hvis smitten i løbet af efterår eller vinter kommer ud af kontrol, og hvis han bliver bakket op af et flertal i Folketinget, siger Jens Lundgren.

- Det er første gang, vi har vaccineret os ud af en epidemi, så vi skal have ydmyghed over, hvor længe vaccinen virker, og hvordan virus opfører sig. Derfor er det for tidligt at sige, om corona er overstået, og alt er som før, siger Jens Lundgren.

På linie med ebola og pandemisk influenza

Nu hvor covid-19 ikke længere er samfundkritisk, bliver den i stedet betegnet som en alment farlig sygdom og kommer dermed i gruppe med en række andre smitsomme sygdomme som pest, ebola eller pandemisk influenza.

Og mens det er en politisk beslutning, om en sygdom er samfundskritisk, så er det kun Sundhedsstyrelsen, der afgør, om en sygdom er så smitsom, at den er alment farlig.

Det giver stadig myndighederne mulighed for at tvinge personer, der mistænkes for at være smittet med corona, til at blive undersøgt og lade sig indlægge eller isolere. Det er dog ikke sket, efter at den nye epidemilov trådte i kraft i marts, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det betyder også, at hvis der sker smitteudbrud med corona i efteråret, så kan Styrelsen for Patientsikkerhed godt smitteopspore og i sidte ende lukke en skole, siger Jens Lundgren.

- Nu bliver corona betegnet som en smitsom sygdom, som Sundhedsstyrelsen overvåger, og hvis der kommer et udbrud på en skole, kan Styrelsen for Patientsikkerhed lukke en skole.

- Det er en påmindelse om, at coronaepidemien ikke er forbi, og mange andre lande er et helt andet sted i pandemien, som vil fortsætte, fordi de ikke har adgang til vacciner, som vi har.