Cyber-ekspert: Angreb vil ramme Danmark i næste uge

Danskerne skal være ekstra opmærksomme, når de møder på arbejde på mandag.

Det her angreb var ikke rettet mod et specifikt land eller en bestemt sektor. Det ramte derimod vidt og bredt, og derfor er jeg også sikker på, at vi vil se langt flere angreb i Danmark, siger Rasmus Theede, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed. (Foto: RITCHIE B. TONGO © Scanpix)

Det kan godt være, at Danmark ind til videre er gået fri af det globale hackerangreb, som i går ramte tusindvis af computere verden over.

Men ifølge Rasmus Theede, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed, er det dog for tidligt at fastslå, at danske virksomheder, kommuner og regioner helt er gået ram forbi.

Angrebet fandt nemlig sted fredag eftermiddag dansk tid, hvor de fleste danskere holdt fri på grund af bededagsferien.

Men når først miniferien er ovre og arbejdscomputerne bliver startet igen på mandag, er det bestemt ikke utænkeligt, at danske virksomheder og organisationer vil blive ramt, siger Rasmus Theede.

- Det her angreb var ikke rettet mod et specifikt land eller en bestemt sektor. Det ramte derimod vidt og bredt, og derfor er jeg også sikker på, at vi vil se langt flere angreb i Danmark, når folk møder på arbejde mandag, siger han og fortsætter:

- Derfor er jeg sikker på, at vi i løbet af næste uge vil høre om virksomheder, kommuner og folk, der bliver ramt.

Gamle systemer skal opdateres

Angrebet blev udført med såkaldt ransomware, der trænger ind på computerne og tager filer, billeder og anden data som gidsler.

Hvis man vil have adgang til dem igen, skal man så betale løsepenge til bagmændene.

Ifølge flere cybersikkerhedsfirmaer har hackerne benyttet sig af et hul i et Windows-program, som Microsoft lukkede i marts. Men det er ikke alle virksomheder og organisationer, der har opdateret deres styresystemer siden da, siger Rasmus Theede, og det er et stort problem.

- Vi ved, at især hospitaler har problemer med at opdatere operativsystemer, fordi gamle systemer og applikationer skal testes. Men det bliver de nødt til at gøre, for det er ikke kun en selv, der bliver ramt. Hvis man først får det ind på sin computer, bliver det ved med at sprede sig rundt i verden, siger han og opfordrer alle it-afdelinger rundt om i landet til at være ekstra opmærksomme.

- Hvis ikke man er sikker på, at man har opdateret sine systemer og sit antivirusprogram, så er det altså at komme på arbejde og få det gjort, så brugerne er sikre, når de møder ind på mandag. Der er intet, der tyder på, at vores sikkerhedssystemer er ekstra gode herhjemme, siger Rasmus Theede.

Derudover er det også vigtigt, at folk bliver informeret om, hvad de skal gøre, når de møder ind på arbejde på mandag.

- Det gode råd er, at man ikke skal trykke på links i e-mails, uanset om det kommer fra en man kender eller ej. Det er med at være på den sikre side indtil alle får styr på det her, siger han.

Sådan virker ransomware

  • Wannacry er en form for såkaldt ransomware, der låser filer på din computer og krypterer dem, så du ikke selv kan tilgå dem længere.

  • Krypteres dine filer, forlanges der betaling i bitcoins, for at du igen kan få adgang til din computer.

  • Eksperter advarer mod at betale sig adgang til filerne, da der ikke er nogen garanti for, at man får kontrollen over sin computer tilbage.

Sådan spredes ransomware

  • Ransomware lagrer sig på din computer, enten fordi du klikker på en forkert vedhæftning eller downloader en forkert fil. Derefter holder den noget, du har, som gidsel.

  • Flere firmaer, der specialiserer i cybersikkerhed, siger, at Wannacry udnytter en svaghed i Microsoft, og at Microsoft har lukket den svaghed i marts. Men mange opdaterer ikke deres styresystem, og det betyder, at det kan være nemmere for programmet at få adgang til computere.

Facebook
Twitter